Halvor Larsen

(1961 – 1962)

Halvor Algot Gutton Larsen, f. 20-07-1917 på RH i København. Da bestyrelsen valgte, at fyre Julius Kaloscha efter forårsturneringen i 1961, skulle man finde en erstatning. Det blev den 43-årige ungdomstræneren Halvor Larsen, der fik til opgave, at få holdet væk fra den kedelige nedrykningsplads. De to sidste kampe i foråret havde resulteret i nederlag på 1-4 mod AB og katastrofalt 2-5 mod Odense KFUM, og det blev Kaloschas sidste kamp. I sommerpausen stod atletiktræneren Henning Thorsen for det fysiske, og den tidligere landstræner Arne Sørensen støttede med tre gange taktisk træning. Og Halvor Larsen løste opgaven, B.93 sluttede på 7. pladsen med 21 point som gav et overskud på fem point i forhold til nedrykningsstregen.

Efter succesen forlængede bestyrelsen aftalen med Halvor for 1962-sæsonen. Efter foråret lå B.93 i bunden sammen med Skovshoved og AIA. Det så faretruende ud, og man aftalte med Halvor, at han rykkede tilbage til sine ungdomshold, og så valgte man ’standardløsningen’, nemlig at overtale Poul Zølck til at køre efteråret igennem. Missionen lykkedes, nedrykningspladsen blev udskiftet med en 8. plads efter et opløftende efterår.

Som sagt var Halvor ungdomstræner i klubben, og det var han i rigtig mange år. Hans egen karriere foregik også i B.93. Han var en slidstærk, venstrebenet, fløjhalf. Halvor måtte stoppe sin egen karriere ret tidligt pga. et meget grimt benbrud, som bevirkede at han kom til at halte resten af livet. Fordelen var, at han var let at genkende på lang afstand. Det blev til 21 kampe/0 mål på 1. holdet i perioden 1942/46. Halvor var slagter og fast leverandør af leverpostej og alle mulig spegepølser til den årlige five-a-side den første søndag i december måned, hvor et af højdepunkterne var bankospil med pænt over 100 deltagere. Halvor døde 13-02-1982 som 64-årig. Han boede i Greve de sidste mange år.

19. oktober 2012 / Palle ‘Banks’ Jørgensen