Arne Kleven

(1954 – 1955)

Arne Mazart Kleven, f. 08-01-1900 i København. Det blev AB’eren, den 54-årige Arne Kleven, der skulle overtage trænerjobbet efter Carlos Pintér. Efter det flotte forår 1954, var B.93 storfavorit til at vende tilbage til 1. division, alt andet ville betragtes som en fiasko. Valget syntes, at være det perfekte. Arne Kleven havde været en meget succesfuld træner i AB i 10-årsperioden 1942/51, der med fire mesterskaber blev betegnet som AB’s guldaldertid. Selv da han i 1943 blev taget i at hjælpe jøder ud af landet, og blev anbragt i Frøslev lejren, fandt han veje til på afstand at leve med i klubliv, træning og kampe. Efter sin korte trænerkarriere i B.93 var han træner i Fremad A. og Brønshøj.

Det blev således Arne Kleven, der stod i spidsen for B.93 den 22. august 1954, hvor klubben spillede sin første turneringskamp uden for den bedste række. Til udekampen mod KFUM stillede han med følgende historiske hold: 1. Kai Orla Jensen – 2. Leif Rønnow, 3. Knud Petersen – 4. Flemming Nielsen, 5. Bent Nielsen, 6. Børge Christensen – 7. Henry Salomonsen, 8. Jørgen Jacobsen, 9. Kaj-Ove Møller, 10. Leif Bergqvist og 11. Helge Nielsen (Nitrup). Transporten til KFUM-parken var speciel, spillerne kom cyklende, omklædt. Det var åbenbart en god opvarmning, for det blev en sikker sejr på 2-0 på mål af Henry Salomonsen og Jørgen Jacobsen i nævnte rækkefølge. Trods den gode start, blev det ingen god sæson, og holdet sluttede på en skuffende 4. plads, hele 10 point efter oprykkerne AIA.

Bestyrelsen blev enig med Arne Kleven om ikke at fortsætte. På det tid var navnet Kleven ret så kendt i fodboldkredse. Arne Kleven spillede 171 kampe for AB (1919/35) og hans lillebror Eyolf Kleven spillede hele 327 kampe for AB (1925/45). Arne fik 2 A-landskampe og Eyolf fik 30 A-landskampe. Deres far var indvandret fra Norge, og havde besvangret sin danske ægtefælle. Arne døde 19-02-1991 som 91-årig og Eyolf døde 08-02-1989 som 80-årig.

19. oktober 2012 / Palle ‘Banks’ Jørgensen