Anders Yrfeldt, født 11-04-1938 (København), angriber, 76 kampe/12 mål (1956/61).
Anders Yrfeldt var en ualmindelig god og stabil spiller, som i starten spillede innerwing og senere blev rykket ned som fløjhalf. Han var en udpræget holdspiller. En spiller man i dag ville sige om, at han havde et højt bundniveau.
Anders debuterede på førsteholdet den dag Erling Bøje (og sangeren Kim Larsen) fyldte 11 år, nemlig den 23. oktober 1956. I pokalturneringen skulle B.93 (2. division) på udebane møde 1. divisionsholdet B1909. Efter 120 minutter stod det stadig 0-0, hvorefter B.93 tabte 2-3 i straffesparkskonkurrencen.
Holdet var: Knud Sørnsen – Leif Rønnow, Knud Petersen – Flemming Nielsen, Poul Andersen, Børge Christensen – Jørgen Jacobsen, Anders Yrfeldt, Henning Bjerregaard, Aage Christensen og Ole Mullerup.
Sæsonen 1956/57 var lang, idet man havde besluttet at gå fra efterår/forår til kalenderåret. Det brugte man 1½ år på (efteråret 1956 og hele 1957). I perioden 1958 til 1990 spillede man kalenderturneringer.
Da B.93 i efteråret 1958 i sidste spillerunde ude slog Næstved (2-1) og rykkede op, var Anders med i angrebet der bestod af: Palle Mogensen, Henning Bjerregaard, Kurt Olsen (debut), Anders Yrfeldt og Ole Andersen.
B.93 og B1903 rykkede op pga. bedre målkvotient (antal scorede mål divideret med antal scorede mål imod) end Næstved og Brønshøj. Og det havde Anders en del af skylden for, idet han scorede alle fire mål, da Helsingør i Vanløse Idrætspark blev besejret med 4-1.
Slutstillingen blev:
1. B1903 22-13-6-3 – 32 point – målscore 42-17 (+25) kvotient 2,470
2. B.93 22-13-6-3 – 32 point – målscore 42-21 (+21) kvotient 2,000
3. Næstved 22-15-2-5 – 32 point – målscore 53-27 (+26) kvotient 1,960
4. Brønshøj 22-13-6-3 – 32 point – målscore 51-26 (+25) kvotient 1,960
Efter nuværende regler omkring målscoren var Næstved og Brønshøj sluttet på de to oprykningspladser.
Anders Yrfeldt var en af de mange B.93-spillere (Tommy Andersen, Ivan Løvenskjold, Leif Poulsen, Ole Andersen og sekundaspilleren Ove Fogh Pedersen), som klubbens tidligere træner Frank Petersen lokkede til Schweiz. Anders spillede for FC Lugano fra efteråret 1961. Han rejste videre til Canada i 1963. Anders faldt godt til i Canada, hvor han har boet siden.
31. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

