Witt, Peter de

Peter Anthonius de Witt, født 18-08-1950 (Holland), forsvarsspiller, 17 kampe/0 mål (1981).

Peter de Witt blev den første hollænder, der spillede på førsteholdet. Han kom til Danmark før starten på efterårssæsonen i 1981. Han havde været professionel i PSV Eindhoven og JC Roda, Kerkrade, hvor Jens Kolding spillede i perioden 1976/80. Nu blev de genforenet i B.93.

Det var – ikke overraskende – Jens Kolding, der var mellemmand for arrangementet, der primært blev finansieret ved, at Peter de Witt blev ansat hos Jägermeister (vinfirmaet Hans Just), hvor han skulle uddanne sig som vinkyper. Jägermeister var klubbens (første) trøjesponsor, indtil det blev ulovliggjort med vin- og spiritusreklamer.

Peter de Witt var en fysisk stærk forsvarsspiller, hans foretrukne plads var som højre back, men han kunne spille alle pladser i forsvaret. Han havde spillet på det hollandske ungdomslandshold.

Peter de Witt debuterede som 30-årig i den første kamp i efteråret 1981, hvor modstanderen var Kastrup i Idrætsparken. En kamp i 1. division, som var landets bedste række frem til 1991.

Holdet var: Bo Skovbjerg – Peter de Witt, Ole Petersen, Peter Hertz, Kim Hansen – Find Juhl Jensen, Keld Kristensen, Lars Hansen – Tonny Madsen, Jens Kolding og Henrik Sørensen. På bænken: Jan Højland og Ole Rojas. Træner: Erik Dennung.

Kampen sluttede 1-1, målscorer Find Juhl Jensen på hovedstød efter hjørnespark fra den tidligere ’hollænder’ Jens Kolding. For Kastrup scorede den senere ’hollænder’ Jan Heintze. Den ægte hollænder Peter de Witt fik en fin debut.

Peter de Witt var med i samtlige 17 kampe i efteråret, hvor han nåede at spille højre back, venstre back, i midterforsvaret og på den defensive midtbane. B.93 sluttede på 11. pladsen i 1. division (16 hold). Ned rykkede Kastrup, Herfølge og Viborg. Og Peter de Witt rykkede ned til Holland igen.

28. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen