Jan Arne Wennecke, født 17-03-1949 (RH, København), angriber, 35 kampe/1 mål (1968/77).
Jan Wennecke var ungdomsspiller i B.93. Han var samme årgang som Kenn Hansen. Spørgsmålet var hvem af dem som først kom på 1. holdet. Den kamp vandt Jan Wennecke med tre måneder. Til gengæld vandt Kenn med 213-35 i antal kampe.
Jan Wennecke var ikke så stor, så kammeraterne kaldte ham ’kylling’. Han var en lille dynamisk spiller med et godt venstreben. Wennecke spillede for det meste venstre wing, spørgsmålet er, om han i det hele taget kunne spille andre pladser.
Jan debuterede på 1. holdet i udekampen den 11. maj 1968 mod Slagelse (2-2) i 2. division i kamp syv i sæsonen. Han var 12-mand, og kom på banen i 2. halvleg. Ugen efter, på Østerbro Stadion mod Skovbakken, fik han debut som indestarter. Holdet var:
Bent Jørgensen – Hans Paulander, Tom Andersen – Erling Bøje, Bernhard Deneke, Leif Kronholm, John Madsen – Arvid Christensen, Erik Rønnow, Flemming Nielsen og Jan Wennecke. Træner: Bengt Annemann.
Kampen sluttede 1-1. Den tidligere professionelle Flemming Nielsen udlignede på et langskud.
Jan spillede sin sidste førsteholdskamp den 19. juni 1977. Det var en 1. divisionskamp i Idrætsparken mod Køge (3-4). Jan var således over ni år om at nå sine 35 kampe. De var fordelt år-for-år fra 1968: 12, 5, 4, 0, 0, 0, 1, 2, 4 og 7 (1977).
I samme periode spillede han 83 kampe på 2. holdet. Jan var med til at vinde DS i 1971, hvor han dog kun var med i ni af kampene, det var mod: Brønshøj (2-1), Rønne (2-0), Dalgas (0-1), Fremad Valby (2-0, 1 mål), ØB (3-0), Allinge Sandvig (2-1), Viking (0-0), KFUM (2-1) og Fremad Amager (0-1).
Jan Wennecke, der bor i Hørsholm, spillede senere i HUI (Hørsholm-Usserød Idrætsforening). Og han blev efterfølgende træner i AB (ikke 1. holdet), Karlebo og HUI (1984/87). Jan fik succes som træner for HUI, som han fik fra Serie I via Sjællandsserien til Danmarksserien, hvorefter han blev afløst af John Rintza, hvis far Erik var inspektør i B.93, som …
Og næste gang du kommer i klubben Jan, skal du lige være opmærksom på, at vi er flyttet over på Svanemølleanlægget i 1994.
20. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

