Vind, Bjarke

Bjarke Vind, født 25-07-1983 (Næstved), forsvarsspiller, 35 kampe/2 mål (2004/12).

Bjarke Vind kom til klubben i efteråret 2004, han havde en fortid i KB. Bjarke var en allround spiller, der kunne benyttes i alle tre kæder.

Sæsonen 2004/05 blev kaotisk, idet ejerne Preben Elkjær og Thomas Olsen kort før sæsonstarten meddelte, at de ville droppe ejerskabet. Kort inden havde forårets træner Peter Nielsen meddelt, at han stoppede. Derved var divisionsholdet uden træner, uden spillere og uden penge. Det lykkedes klubben, at få Dan Lübbers og Danny Jung til at påtage sig jobbet som spillende trænere. De havde kun kort tid til, at få samlet en trup.

De skulle finde erstatning for et helt hold, idet 12 spillere fra forårets hold ikke længere var til disposition. På negativlisten optrådte: Theis F. Rasmussen (AB), Jonas Troest (Silkeborg), Jimmy Müller (Skjold), Peter Nymann Mikkelsen (SønderjyskE), Glenn Marcher (Frem), Tim Ilsø (Frem), Sladan Peric (Herfølge), Lars Andersen (Vanløse), Thomas Wagner (Lyngby/Stenløse), Anders Nygaard (Ølstykke), Michael Jørgensen (Næstved) og Nicolas Drost (læsepause).

De eneste der var tilbage fra foråret var: Nicolas Nielsen, Morten Kirk, Ole Puggaard, Peter Fensholm, Christian Brøndum, Michael Jensen og Jonas Schumacher. Trænerduoen og fodboldbestyrelsen, med Hans Drachmann og Johnny W. Hansen i spidsen, fik nogle travle sommermåneder. De fik aftaler med Olcay Senoglu, Emil Dyre Nielsen og Martin L. Jensen som kom udefra ligesom Bjarke Vind.

Bjarke fik sin debut på førsteholdet den 3. oktober 2004 i hjemmekampen mod Dalum. Det var kamp nummer 10 i sæsonen 2004/05 i 1. division.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Polat Bozkurt, Dan Lübbers, Martin Lundby Jensen, Jonas Schumacher – Anders Hadberg, Ole Puggaard, Morten Kirk – Bjarke Vind, Danny Jung og Olcay Senoglu. På bænken: Selahattin Mecovski (målmand), Peter Fensholm, Carl Bjarke Petersen og Kim Madsen. Trøner: Danny Jung og Dan Lübbers.

Det blev til en sejr på 5-1 over Dalum, og det var sæsonens første sejr i kamp nummer 10 efter fire uafgjorte og fem nederlag.

Bjarke Vind spillede 4 kampe/0 mål i efteråret 2004. I foråret 2005 holdt han pause. I sæsonen 2005/06 spillede han 20 kampe/2 mål. Han scorede i pokalkampen mod Allerød (4-1).

Hans andet mål var noget mere værdifuldt. I udekampen mod Slagelse i april 2006 førte B.93 med 4-2 blot tre minutter før tid, men så udlignede Slagelse med to scoringer til 4-4. Langt ind i overtid scorede Bjarke Vind sejrsmålet til 5-4. Og så var der både Vind og medvind. Sejren var med til, at B.93 reddede livet i 2. division/øst.

Bjarke Vind skiftede til Værløse i sommeren 2006. Han skiftede til Skovshoved i 2011, hvor han samme år, var med til at spille holdet op i  Danmarksserien. Det skete efter en gyserafslutning, hvor skovserne ude vandt en enkelt playoff kamp mod Herlufsholm med 5-4 efter ordinær spilletid. I sommeren 2012 vendte Bjarke tilbage til B.93, som skulle forsøge, at vende hurtigt tilbage til 2. division.

9. november 2012 / Palle ”Banks” Jørgensen