Assaad Geroges Trad, født 13-05-1972 (Libanon), angriber, 13 kampe/0 mål (1995).
Assaad Trad, der var libaneser, kom fra Lyngby (2. holdet) i starten af 1995. Han var en arbejdsom angriber på 182 cm. Det ville nok være en overdrivelse at kalde ham målfarlig.
B.93 skulle i foråret 1995 spille i den såkaldte Kvalifikationsliga, som var en ren forårsturnering, der eksisterede fra 1993/95. Der var otte hold, som spillede en dobbeltturnering, hvor de fire bedste (normalt kun to) rykkede op i superligaen Fra sæsonen 1995/96 blev superligaen en helårsturnering med 12 hold, som vi kender den i dag. For folket skulle kunne forstå turneringsformen, krævede det som minimum en realeksamen.
Kvalifikationsrækken var en handicapturnering, idet holdene startede med forskellige bonuspoint (fra tre til otte). Det betød, at B.93 lå næstsidst med fire point før turneringen startede!
Det var ikke kun Assaad, der var ny i klubben. Der var tilgang af Thomas Jensen (Brønshøj), Tammi Haddaoui (Frankrig), Per Sefort (Sverige), Søren Frandsen (HIK), Jesper Strandquist (AaB), Mikkel Grønlykke (Lyngby). Og fra egne rækker kom Brian Jensen (The Beast), Jacob Sørensen, Thomas Gammelgaard, David Rasmussen, Søren Christoffersen og Morten Rutkjær.
Disse 12 skulle erstatte Jan Carlsen, Thomas Raaschou, René Slatanach og Cliff Hansen. Det giver et overskud på otte hvis kursen sættes til 100.
Trods konkurrencen debuterede 22-årige Assaad Trad i forårets første kamp, ude mod Viborg.
Holdet var: Jan Hoffmann – Peter Madsen, Henrik Fricke, Dan Lübbers, Thomas Jensen (debut) – Mads Øland, Assad Trad (debut), Peter Bo Hansen, Thomas Madsen – Riffi Haddaoui og Tammi Haddaoui (debut). På bænken: Leif Funcke Nielsen og Michael Madsen. Træner: Allan Hebo Larsen.
Kampen i Viborg blev tabt med hele 0-4. Det blev kun til to sejre (fire uafgjorte, otte nederlag) over Herfølge (2-0) og Fremad Amager (2-1). Derved kvalificerede B.93, AB, Fremad Amager og Ølstykke sig ikke til det forjættede land. Op rykkede Herfølge, Vejle, Viborg og Ikast.
Assaad Trad var med i seks af forårets kampe. Han fik yderligere syv kampe i første halvdel af turneringen 1995/96.
Redaktionen mangler oplysninger om Assad Trad (a’ er så træt), både før og efter hans tid i B.93.
Assaad Trad bor i Hørsholm.
8. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

