Svendsen, Peter

Peter Jørgen Svendsen (nu: Krøyer), født 09-11-1964 (København), forsvarsspiller, 6 kampe/0 mål (1988/90). Spillede 5 D-landskampe/0 mål (1980) for B.93. De fem landskampe blev spillet i løbet af tre dage ved et stævne i Frankrig. I truppen var det kun Henrik Andersen, der blev A-landsholdsspiller.

Ungdom: B.93. Senior: B.93 (1986-91), Kastrup (1991/92 – ca. 30 kampe), B.93 (1992/93 – 2. hold) og HIK (1994 – 8 kampe). Peter var angriber som ungdomsspiller, men som senior blev han midtbaneslider.

Peter, kun kendt som ”Tysker”, var en spiller, der gik til stålet. Der blev tacklet igennem. Teknikken var ikke i højsædet.

Tysker debuterede på 1. holdet i hjemmekampen mod Helsingør (0-1), efteråret 1988, 3. division/øst. Holdet var: Tom Jensen – Thomas Olsen, Claus Mortensen, Ole Petersen, Thomas Lykke – Carsten Friis, Leif Funcke Nielsen – Kenneth Beck, Jens Kolding, Steen M. Jensen og Mukremin Jasar. På bænken: Michael Dahl og Peter Svendsen. Træner: Allan Steen.

Det blev ikke til mange kampe på 1. holdet. Til gengæld spillede Tysker ikke færre end 142 kampe på 2. holdet. Det skete i perioden 1986/99, hvor det årlige kamptal var: (1986>): 10, 20, 23, 13, 11, 10, 19, 29, 0, 3, 0, 0, 0 og 4 (<1999). Som træne havd han Allan Steen, Finn Ludo Jensen, Claus Vandborg og John Bredal.

Tysker spiller gammelmandsfodbold i B.93, når han ellers har tid.

Han følger sin talentfulde søn, Kristian Krøyer, der var ungdomsspiller i AB. Som senior skiftede Kristian til Stenløse, som i forbindelse med fusionen med Ølstykke skiftede navn til FC Egedal fra sæsonen 2011/12.

Tysker er udlært blikkenslager, selvstændig siden 2000. Hans halvbror er den tidligere førsteholdsspiller Frederik W. Nielsen.

25. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen