Supperi, Allan

Allan Supperi, født 17-01-1962 (København), angriber, 7 kampe/0 mål (1989). Spillede 7 Y-landskampe/2 mål (1979) for Frem og 3 J-landskampe/0 mål (1978) for Vigerslev.

Ungdom: Vigerslev (6-16 år) og Frem (17-18 år). Senior: Frem (1979/82 – 68 kampe/15 mål), Brøndby (1983/84 – 8 kampe/1 mål), Fremad Amager (1984/86), FB (1987/88), B.93 (1989), Fremad Amager (1990) og Greve (1991).

Allan Supperi, eller ’Suppe’ som han blev kaldt, var en talentfuld angriber som ung. Ved Norway Cup, med 17.000 ungdomsspillere, blev han kåret som den bedste spiller.

Som seniorspiller kom det til at knibe med fysikken, og han var for let at kyse. Hans bedste sæson var i 1981 (2. division), hvor han scorede 13 mål for Frem. Samme år var han med i pokalfinalen, hvor Frem tabte 1-2 til Vejle. Da han var 21 år fik han kontrakt med Brøndby, men det blev kun til otte kampe.

Efter lidt rundtur landede Allan Supperi i B.93 i 1989, hvor den gamle Frem’er Arne Nielsen (bror til målmanden Leif Nielsen) var træner. I løbet af foråret blev det til syv kampe, hvoraf de fem var som indskifter. Det blev også til fire kampe på 2. holdet.

Hans debutkamp var ude mod Fremad Valby (0-2) i 3. division/øst. Holdet var: Bo Nielsen – Thomas Olsen, Frederik W. Nielsen, René Johansson, Leif Funcke Nielsen – Claus Pedersen, Chris Hansen, Wlady Jatczak – Allan Henriksen, Henrik Pedersen og Kenneth Beck. På bænken: Allan Supperi og Kristian Kolbech.

Allan har arbejdet i samme boligselskab siden 1983 – det år, hvor han skrev kontrakt med Brøndby.

Hans finske far, Erkki Supperi, spillede fodbold i Finland.

18. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen