Sørensen, Erik

Erik Anders Peter Sørensen, født 05-09-1916 (København), midtbanespiller, 74 kampe/2 mål (1936/43). Spillede 1 A-landskamp/0 mål (1939). Kampen var den første i DBU’s 50 års jubilæumsturnering, hvor modstanderen var Finland.

Selvom Danmark vandt overbevisende med 5-0, opnåede Erik Sørensen ikke genvalg til finalekampen (6-3 over Norge). UK mente, at han havde bestilt for lidt.

Ungdom B.93. Erik Sørensen var en ganske lille fløjhalf. Han var teknisk god. Han var med til vinde DM i 1939. Der var 10 hold i 1. division, og med 18 kampe og 31 point (målscore75-21) blev B.93 en sikker vinder, syv point foran KB og 11 point foran AB.

Holdet var: Svend Jensen – Poul L. Hansen, Ernst Spiegelhauer – Arno Nielsen, Henry Nielsen, Erik Sørensen – Helmuth Søbirk, Kaj Hansen, Erik Petersen, Kaj Uldaler og Jørgen Hammeken. Kun venstre back Ernst Spiegelhauer blev ikke landsholdsspiller.

DBU markerede 100 året for den første landskamp (19-10-1908) ved at invitere alle tidligere landsholdsspillere til ’jubilæumskampen’ mod Wales (0-1) på Brøndby Stadion (19-11-2008).

Erik Sørensen, der var den ældste nulevende landsholdsspiller, tilmeldte sig, men meldte afbud på kampdagen. Måneden efter døde han. Ældste landsholdsspiller er Thorvald Schultz, han blev 93 år.

Erik Sørensen flyttede, efter han var blevet enkemand, fra lejligheden i København til sit sommerhus i Dronningmølle.

Erik Sørensen døde den 14. december 2008 (Dronningmølle). Han blev 92 år.

12. juli 2011 / Palle ’Banks’ Jørgensen