Scharff, Helge

Helge Villy Albeck Scharff, født 30-11-1893 (Frederiksberg), midtbanespiller, 224 kampe/1 mål (1913/31). Han spillede 1 A-landskamp/0 mål (1917) i Stockholm mod Sverige (2-1). Scharffs enlige landskamp skete under dramatiske omstændigheder. Scharff var nemlig linievogter(!), da klubkammeraten Michael Rohde brækkede benet efter 25 minutters spil.

I venskabskampe måtte hvert land have en reserve, som måtte indsættes ved skader i 1. halvleg. Det var normal praksis, at de to reserver passede jobbet som linievogter. De aftalte med dommeren om de kun skulle vinke når bolden var ude, eller om de også skulle vinke ved offside. Scharff var således både varm og halvvejs med i spillet, da han kom på banen som reserve. Han var endda så tændt, at han var tæt på at blive udvist ved sin første tackling. Han var ellers en såkaldt rolig spiller.

Ungdom: Lydia, Skjold og B93. Scharff spillede som regel venstre half. Han var en uopslidelig, sej og stædig spiller, som aldrig gav op – altså en typisk holdspiller. Han var altid meget seriøs og altid i god træning, også lang tid efter karrieren var endt. Scharff vandt DM i 1916 og 1927. Han var med i 20 sæsoner i træk.

Målfarligheden var overordentlig beskeden, idet Scharff scorede præcist 1 mål på 20 år. Målet faldt, da B93 besejrede HIK 10-1 i KBU’s pokalturnering i 1918.

Helge Scharff, civilingeniør, blandt venner kaldt “Skipper”, var også et stort aktiv for B.93 udenfor banen. Han sad i bestyrelsen i 19 år (1936/55), heraf de tre sidste år som formand.

Scharff var ugift og viede hele sit liv til B.93. Han havde en stædig mening, hvilket Kaj Hansen og Arne Sørensen oplevede, da de fortrød, at de havde fået penge af Skovshoved i den såkaldte Salamander-sag. Her var ingen kære mor, de blev begge meldt til DBU, og erklæret for professionelle.

Scharff modtog: DIF’s ærestegn (1953), DBU’s guldnål (1953) og blev æresmedlem af B.93 (1957) kort før sin død. Han er også beskrevet i de separate sider om hhv. æresmedlemmer og formænd.

Helge Scharff døde dem 22. november 1957 (Charlottenlund). Han blev 63 år.

12. juli 2011 / Palle ’Banks’ Jørgensen