Rojas, Ole

Ole Danny Lao Rojas, født 31-10-1956 (Frederiksberg), forsvarsspiller, 130 kampe/5 mål (1978/85). Oles far var fra Mexico, moderen dansker.

Ungdom: Husum og B.93. Senior: B.93 (1975/81 og 1984/85) og Kastrup (anslået: 1986/89). Ole Rojas var en teknisk spiller, hvilket han beviste, da han som 17-årig erhvervede DBU’s teknikmærke i guld. Rojas var ikke noget fysisk pragteksemplar, hvilket var årsagen til, at han først slog igennem som senior, da han var 22 år.

Ole Rojas debuterede i Frederikshavn (2-0) i slutningen af 1978-sæsonen, som var første år med betalt fodbold. Ole var ikke kontraktspiller, men sejren betød 1.200 kroner i bonuskassen.

Holdet var: Jean Jensen – Carsten Jørgensen, Ole Petersen (2 mål), Peter Hertz, Kim Lyshøj – Find Juhl Jensen, Steen Jepsen, Henrik Sørensen – Finn Ilsø, Lars Hansen og Frank Olsen. På bænken: Ole Jensen og Ole Rojas. Træner: John Sinding.

I løbet af 1979 blev Ole Rojas fast venstre back. Det var han frem til 1981. I 1982/83 var han udstationeret i Belgien som speditør. Rojas vendte tilbage til B.93, og spillede hele 1984 og 1985. Men efter sin udstationering blev speditøren flyttet noget rundt på banen. Rojas blev benyttet som højre back, som venstre back, som højre kantspiller, som venstre kantspiller og på midtbanen.

Ole Rojas skiftede i 1986 til Kastrup, hvor han spillede nogle år på førsteholdet. Det var forventet, at han ville komme retur til barndomsklubben, men sådan skulle det ikke gå. Rojas spiller gammelmandsfodbold i Kastrup.

Ole Rojas har været noget ved musikken. Sammen med sin tidligere holdkammerat Claus Vandborg udgav han i 2004 en cd med titlen ’Simplicity’.

1. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen