Erik Rønnow (født Hansen), født 16-05-1945 (Kolding), angriber, 66 kampe/20 mål (1965/69).
Erik Rønnow, der var sønderjyde, kom til B.93 (fra Sønderborg) i forbindelse med han skulle aftjene sin værnepligt i København, nærmere betegnet Avedørelejren. Her var han spærret inde i to år, idet han blev sergent – uden pisserende (betyder, at han ikke var frivillig, red.). Sergenten kunne diskutere fodbold med sin klubkammerat, målmanden, menig 689749 Jørgensen (Palle, red.) – der gjorde tjeneste i samme bygning – når denne havde bollevagt i de fleste weekender.
Erik Rønnow var en pågående og målfarlig innerwing med et rigtig godt skud. Han spillede altid med stor energi og var en publikumsspiller.
Erik Rønnow fik sin debut i den første kamp i efteråret 1965, hvor første modstander i anden halvdel var KB i Idrætsparken. Rønnow var med i stedet for Arvid Christensen. Holdet var:
Holdet var: Bent Jørgensen – Bjarne Eklund, Kurt Olsen – Bernhard Deneke, Svend Hansen, Jørgen Jacobsen – Erik Andersen (Glip), Erik Rønnow, Svend Petersen, Svend Aage Petersen og Tom Søndergaard.
Det blev til et nederlag på 1-2. Det så 6.800 tilskuere. Det blev kun til seks kampe til Erik Rønnow i 1965, hvor B.93 rykkede ud af 1. division.
I 1966 var Rønnow med i storsejren på 8-0 i Viborg (1 mål). I 1967 spillede Rønnow kun syv kampe. I 1968 spillede Rønnow samtlige 23 kampe. Sæsonen startede med tre nederlag, men så kom en god målstime for Erik Rønnow; mod Ikast 4-1 (2 mål), Næstved 5-2 (3 mål) og B1903 2-6 (1 mål). Han scorede 10 mål i sæsonen, som alligevel endte med nedrykning, hvorved klubben for første gang var nede i den tredjebedste række.
Erik Rønnow var med i første sæson i 3. division (1969), hvor det kun blev til en fjerdeplads. Erik Rønnow spillede 13 kamp/3 mål.
I 1970 skiftede Rønnow som 24-årig til AB. Han skiftede for at slutte med divisionsfodbold og for at spille seriefodbold sammen med nogle venner fra DHL i Nørre Allé. Rønnow fravalgte divisionsfodbolden til fordel for sine studier. Stik mod hensigten kom Rønnow i førsteholdstruppen i AB, hvor han – bortset fra en enkelt kamp på førsteholdet – dannede en målfarlig angrebsduo med Jens Bessermann (tidligere KFUM) på 2. holdet. Som 29-årig spillede Rønnow i 1975 en enkelt sæson for KFUM i 3. division. Det blev Rønnows – og forøvrigt også KFUM’s – sidste sæson i danmarksturneringen. Resten af fodboldtiden foregik i Grevninge IF, som spiller, tæner og leder.
Erik Rønnow blev færdig som cand. mag i dansk og idræt, og arbejdede i 35 år (1975/10) på Amtsgymnasiet i Roskilde som adjunkt og lektor. Samtidig arbejdede fruen på Trællerupskolen som skoleleder. Da Erik blev gift i 1969 fik han ministeriets tilladelse til at smide Hansen ud – fruen ville hellere hedde fru Rønnow end fru Hansen.
Erik Rønnow, nu pensionist, bor i Gevninge (ved Roskilde) med fru Rønnow. Karrieren som fodboldspiller er slut, idet han er forsynet med to nye knæér og en enkelt ny hofte.
13. april 2015 / Palle ”Banks” Jørgensen

