Peter Rewers, født 01-12-1977 (Nykøbing F.), midtbanespiller, 45 kampe/5 mål (2002/03).
Ungdom: B1901 og NFA. Senior: NFA, Lyngby (1998/00), Fremad Amager (2001), Alzano/Italien (2001), Fremad Amager (2002), B.93 (2002/03), Skjold (2004/05) og Lyngby (2006/07).
Peter Rewers var sammen med René Schrøder fra Ølstykke på en oplevelsestur til Italien, hvor de spillede for Serie C1-klubben Alzano. Nu gør Peter Rewers sig indenfor forfatterbranchen, medens René Schrøder er sportsjournalist på Ekstra Bladet.
Peter Rewers kom sammen med Morten Lykke fra Fremad Amager i sommerpausen 2002. Peter Rewers var en meget langhåret hårdtarbejdende midtbanespiller. Da han også havde et stort skæg, var det lidt af en vildmand, der var importeret fra Amager.
Peter Rewers debuterede på førsteholdet som 24-årig i den første kamp i sæsonen 2002/03, hvor det gjaldt en pokalkamp ude mod Næsby.
Holdet var: Nicolas Nielsen – Morten Lykke (debut), Sladan Peric (debut), Jimmy Müller (debut), Niels Madsen – Bashkim Ziberi, Troels Jensen, Peter Rewers (debut) – René Tengstedt, Christian Brøndum og Rami Kais. På bænken: Theis F. Rasmussen (målmand), Dennis Bo Mortensen (debut), Carsten Trier Andersen (debut) og Glenn Marcher (debut). Træner: Jesper Pedersen.
Holdet med hele syv debutanter tabte pokalkampen på Fyn med 1-2. Glenn Marcher scorede det enlige mål.
Peter Rewers spillede 29 kampe/5 mål i sæsonen 2002/03, hvor B.93 sluttede på en 12. plads i 1. division. I efteråret 2003 spillede Peter 16 kampe/0 mål, hvorefter vildmanden skiftede til Skjold.
15. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

