Rasmussen, Theis Frydenlund

Theis Frydenlund Rasmussen,født 12-07-1984 (Amager), målmand, 33 kampe/0 mål (2001/04). Spillede 32 kampe på diverse unglandshold (2000/06): U21/6 kampe, U20/3 kampe, U19/11 kampe, U18/1 kamp og U17/11 kampe. De første 26 kampe var for B.93. De sidste seks kampe var for Vejle.

Ungdom: Fremad Amager (10-14 år). og B.93 (15-18 år). Senior: B.93 (2001/04), AB (2004/05), Vejle (2005/07 – 46 kampe), Frem (2008, vinteren), FC Nordsjælland (2008) og Kolding (2009).

Theis er en levende målmand, reaktionsstærk, god til at læse spillet, fin psyke. Han er 184 cm/80 kg., så han kunne godt ønske sig 5-10 centimeter i højden. Antallet af unglandskampe viser, at han i nogen grad har formået at kompensere for den manglende højde.

Theis blev rykket op i førsteholdstruppen som 17-årig i efteråret 2001. Han skulle kæmpe om målmandspladsen med den 13 år ældre Nicolas Nielsen. Så de to første sæsoner blev det kun til 11 kampe til Theis – og en del splinter. Først i sæsonen 2003/04 fik Theis overtaget, og vandt med 22-14 i kamptal over Nicolas.

I udekampen 05-10-2003 mod Vejle (5-3) oplevede man det usædvanlige, at Theis blev udskiftet med Nicolas. Det skete efter Vejle havde scoret tre mål i træk til 3-3. En fornuftig disposition af træneren Jesper Pedersen, kunne journalisten fra Horsens Folkeblad, Tommy ’Kuglepen’ Poulsen, berette for sine læsere. B.93 havde for øvrigt ikke vundet i Vejle siden 1914.

Theis der gik på den 3-årige HF (Team Danmark), skiftede til AB kort før han blev 20 år. Årets efter blev han hentet til netop Vejle, som åbenbart havde glemt alt om hans ringe præstation i 2003. Det blev til 46 kampe for Vejle.

Theis vendte tilbage til København, og kom som amatør til Frem, som ikke måtte skrive kontrakter. Før sæsonen startede blev han hentet til FCN, der manglede en reservemålmand. Opholdet i Kolding varede kun et halvt år, så blev kontrakten ophævet.

Hans far Preben Rasmussen spillede 114 kampe for Fremad Amager (1973-81).

1. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen