Søren Rasmussen, født 18-09-1953 (Frederiksberg), midtbanespiller, 16 kampe/0 mål (1975/79).
Søren Rasmusen blev meldt ind i klubben i 1966. Det har han tilsyneladende ikke fortrudt, for han spiller stadig i klubben, nu i gammelmandsrækkerne. Søren har et helt fastgroet øgenavn, nemlig ’Hattens’. Det er et navn der har udspring i den legendariske B1903-spiller, nu afdøde Ivan Hattens (1938/10), der ligesom Søren var lang og ranglet. Søren var en målfarlig spiller, han scorede en del med hovedet. Man kan ikke – uden at komme i karambolage med loven – påstå, at Hattens var hurtig. Men den manglende hurtighed kompenserede han fint for, ved altid at yde en stor arbejdsindsats.
Søren var ungdomsspiller med bl.a. Ivar Roitmann, John Verner, Dennis Booker, Per Rintza, Michael Stangerup, Mogens Løber og ikke mindst klubrekordholderen Ole Petersen. Først som ynglingespiller fik Hattens styr på de lange ben.
Søren fik sin debut på førsteholdet den 26. juli 1975. Det var den første kamp i efteråret, som var en pokalkamp mod Skovshoved i Vanløse Idrætspark. Søren var kommet med i stedet for Kenn Hansen.
Holdet var: Henrik Juul – Leif Kronholm, Ole Petersen, Finn ’Ludo’ Jensen, Ejgil Roland Peyersen – Erling Bøje, Ole Jensen, Finn Ilsø – Søren Rasmussen, Find Juhl Jensen og Jens Kolding. På bænken: Leo Christiansen. Træner: Erik Gynild. Det blev en sikker sejr på 5-0 til Hattens & Co. Det blev det ikke otte dage senere, da IHF/Fuglebakken hjemme vandt 2-0 i pokalen.
Søren spillede sine sidste 10 kampe i 1979. Hans sidste kamp blev pokalkampen mod Brøndby på Østerbro Stadion. Det blev en lang aften, idet det stod 1-1 efter 120 minutter. Så måtte man i gang med straffesparkskonkurrence. Søren Hattens brændte mod Ivan Lykke i Brøndby-målet, men det gjorde ikke så meget, B.93 endte med at vinde 6-5. Brøndby brændte hele fem straffespark. Det var et mere end B.93 for hvem de øvrige pyromaner var Johnny Petersen, Ole Petersen og Find Juhl Jensen.
Søren Hattens debuterede på 2. holdet i 1972 mod Dalgas (1-1). Hans kamp nummer to var på Bornholm mod Svaneke (5-1). Og da det ikke var direkte hjem, kunne Hattens nå at fejre sin debut på udebane – og det gjorde han så. I det hemmelige referat fra turen står udfor Hattens ’ung og kåd’.
Hattens fik sin debut som indestarter på 2. holdet tre uger efter turen til Bornholm, mod B1903 (1-1). Holdet: Palle ’Banks’ Jørgensen – Birger Jørgensen, Find Juhl Jensen, Ejgil Roland Petersen, Nels Conrad – Søren Rasmussen, Jes Wilhelmsen – Børge Bech Jensen, Kenn Hansen, Poul Verner Hansen og Jørgen Petersen (Luffe). På bænken: Jens Helvad.
I alt spillede Hattens hele 106 kampe på 2. holdet i perioden 1972/80.
Søren er stadig aktiv på klubbens supermastershold, og han er aldrig bange for at give en hånd med, hvad enten det drejer sig om, at spille på andre hold eller give en håndsrækning med til at forskønne anlægget. Hattens var klubbens inspektør et års tid (2012/13).
23. marts 2013 / Palle ”Banks” Jørgensen

