Rasmussen, Arne

Arne Karrebæk Rasmussen, født 20-11-1928 (København), angriber/målmand, 32 kampe/2 mål (1949/53).

Arne Rasmussen debuterede to gange på førsteholdet, første gang 17-10-1948 mod ØB (1-1) som højre innerwing. Anden gang 18-11-1951 i pokalsemifinale mod Frem (3-1) nu som målmand.

Holdet i 1948 mod ØB: Ove Jensen – Aage Christensen, Per Brandtmar – Thommy Thomasen, Poul Andersen, John Jønsson – Rudolf Olsen, Arne Rasmussen, Mogens Crone, Kaj Larsen og Aksel Kørner.

Holdet i 1951 mod Frem: Arne Rasmussen – Leif Rønnow, Knud Petersen – Hans Jørgen Jensen, Bent Nielsen, Svend Nielsen – Henry Salomonsen, Børge Christensen, Eyvind Berger, Orla Mikkelsen og Helmut Nielsen.

Efter sejren over Frem (13.100 tilskuere) var B.93 klar til den attraktive pokalfinale. Normalt skulle den være afviklet i slutningen af 1951, men pga. vejret måtte den udsættes til foråret. Finalen, som var mod KB, blev spillet den 28-04-1952, og det blev til et nederlag på 0-2. Målet blev vogtet af Arne Rasmussen, det kan de 14.600 tilskuere bekræfte.

Arnes førsteholdskampe fordelte sig med 14 kampe/2 mål (1948/51) som angrebsspiller og 18 kampe/0 mål (1951/52) som målmand. I gamle dage skete det, at en markspiller (eksempelvis Harald Hansen og August Lindgren) optrådte som målmænd i nødstilfælde og kun i nogle få kampe. Arne er den eneste der har spillet i længere tid på begge pladser.

Han blev fast målmand i 1951, da Ove Bock måtte stoppe pga. dårlig ryg. Det var i øvrigt Arne, der fik Kai Orla Jensen meldt ind i klubben. De spillede begge håndbold i Ajax.

Arne og Kai Orla var private venner, men så emigrerede Arne i 50’erne til Australien, Han blev gift med Rosemary Menzies. Senere flyttede de til New Zealand.

Arne Rasmussen døde 22-08-1972 (Auckland, New Zealand). Han blev kun 43 år.

21. januar 2026 / Palle ”Banks” Jørgensen