Pettersson, Bjarne

Bjarne Pettersson, født 26-02-1952 (Frederiksberg), angriber, 21 kampe/2 mål (1982). Spillede 7 A-landskampe/3 mål (1974/80) samt 3 U-landskampe/3 mål (1973/75). Spillede alle kampene for Vanløse bortset fra hans sidste A-landskamp som var for Herfølge.

Bjarne debuterede ude mod Togo (2-0). Det blev en debut der ville noget, idet han scorede begge danske mål.

Ungdom: Vanløse (10/18 år). Senior: Vanløse (1970/79), Herfølge (1980/81- ca. 60 kampe), B.93 (1982) og Vanløse (1983/86 – i alt 358 kampe).

Bjarne Pettersson var en ret høj (190 cm) angrebsspiller. For det meste spillede han på venstre fløj, hvor han med sine ryk forbi backen var farlig for ethvert forsvar. Han var samtidig en meget målsøgende angriber. I 1973 blev han topscorer i 3. division med 22 mål.

1974 blev Vanløses jubelår, idet klubben først vandt pokalfinalen og derefter 2. division. I pokalturneringen vandt Vanløse i semifinalen over KB, der førte 1. division, med 2-1 i en omkamp (den første kamp sluttede 0-0 efter forlængelse).

I finalen blev OB besejret med 5-2. Det er foreløbig eneste gang, at begge hold kom fra næstbedste række. Vanløse mødte Benfica i Europa Cup’en og tabte 0-4 og 1-4 (målscorer Bjarne Pettersson).

Han skiftede til B.93 i 1982, og så sparede han turen frem og tilbage fra Frederiksberg til Herfølge. I 1982 vandt Bjarne endnu en pokalfinale, denne gang med B.93, der slog B1903 (3-3 og 1-0 i ny kamp).

I den første finalekamp blev Bjarne skadet allerede i 1. halvleg. I den anden finalekamp blev han skiftet ind i det 76. minut.

Til trods for at Bjarne ikke er tilhænger af snøresko, hvid skjorte, slips og jakkesæt, har han været ansat omkring 40 år i Danske Bank-koncernen, p.t. Danske Invest. Storebroderen, Jan Pettersson (Vanløse) spillede en enkelt A-landskamp.

12. juli 2011 / Palle ’Banks’ Jørgensen