Petersen, Johnny

Johnny (egentlig Jonny) Henri Petersen, født 27-11-1947 (Brande), angriber, 59 kampe/21 mål (1979/80). Spillede 3 A-landskampe/0 mål (1970) for AB.

Ungdom: Bagsværd (som fusionerede med AB). Senior: AB (1966/74), FC St. Pauli/Tyskland (1974/76 – ca. 80 kampe), AB (1976/78 – i alt ca. 250 kampe) og B.93 (1978/80). Johnny var en teknisk stærk angriber – og senere offensiv midtbanespiller. Han kunne slå nogle præcise lange afleveringer, og så havde han en eminent skudstyrke. Han var specialist i frispark lige udenfor feltet, idet han kunne sparke bolden hårdt og præcist over muren (datidens Ronaldo, red.). Johnny var med til at vinde DM med AB i 1967, hvor han i angrebet havde hjælp af Henrik Bernburg, Flemming Kjærsgaard, Ove Carlsen og Finn Wiberg.

Johnny Petersen, der var lærer, blev som så mange af sine artsfæller træner. Karrieren som træner, der har indeholdt mange succeser, har omfattet klubberne: Ballerup (1981/83), HIK (1984), Brønshøj (1986/89), Helsingør (1990/91), B.93 (1991/92), AB (1992/95), B.93 (1995/97), Frem (1997/01), Herfølge (2002/04) og FC Nordsjælland (2005/06). Trænerjobbet i Frem (1. division) sluttede brat i oktober måned 2001. Da der manglede fire kampe, blev han fyret til fordel for den kommende træner Ole Mørk. Johnny mente Ole Mørk havde været med i beslutningen, så nu er de ikke på julekort.

B.93 har haft stor glæde af Johnny, først som spiller, hvor han bl.a. scorede alle tre mål da B.93 sensationelt vandt 3-0 i Esbjerg, der samme år vandt DM. Hans tre perioder som træner var også påhæftet ordet succes, se siden med 1. holdstrænere.

Johnny, der bor i Måløv, har lagt pegepinden og trænerdragten på hylden. Du kan følge ham på AB’s Grand Old Mastershold. Skudstyrken – og tempoet – er ikke hvad det har været.

12. juli 2011 / Palle ’Banks’ Jørgensen