Petersen, Jørgen (HG)

Jørgen Flemming Petersen, født 15-11-1944 (København), midtbanespiller, 1 kamp/0 mål (1969).

Ungdom: B.93 (15-18 år). Senior: B.93 (1963/69). Spillede fodbold som en bibeskæftigelse i forhold til håndbolden. Jørgen var ikke den store fodboldspiller, til gengæld kunne han løbe solen sort. Det blev til en enkelt kamp på 1. holdet. I hjemmekampen mod Nakskov (1-0) var han 12-mand. Han kom på banen i 2. halvleg, da hans storebror Svend Petersen (Stive Svend) fingerede en skade. Inden da havde Stive Svend scoret, og Jørgen var lige ved at gøre ham kunststykket efter med et flyvende hovedstød.

Jørgen Petersen, eller Jønner som han blev kaldt, var i det hele taget en alsidig sportsmand. Han var på landsholdet i militær femkamp, hvor de fleste andre kom fra Jægerkorpset. Noget af sin militærtjeneste aftjente Jørgen Petersen på Cypern (1964), hvor han var løjtnant.

Men det var i håndbolden, at Jørgen havde sin absolut største styrke. Han spillede 68 landskampe/268 mål (1963/71) for HG (65) og Helsingør IF (3). Og han kunne have spillet mange flere landskampe, hvis han ikke havde meldt fra. Han spillede højre fløj, var 180 cm. høj og vejede beskedne 76 kg. Spillede for HG (1962/70) og sluttede i Helsingør IF (1970/73). Han vandt DM med HG i 1966, 67, 68, 69 og 70.

I bogen ’Håndboldhelte’ fra 2007 skriver DHF-direktøren Morten Stig Christensen i forordene bl.a. ”Som lille knægt havde jeg min gang i KB-hallen, når de store håndboldopgør blev afviklet for fulde huse. Jørgen Petersens flyvekringle og Kawasaki-sko står stadig printet i min hukommelse”.

Jørgen, der var venstrehåndsspiller, henrykte alle i 60’erne. Han blev betegnet som verdens bedste håndboldspiller. Det var før der var officielle kåringer. Han var en eminent tekniker med et eksplosivt venstrehåndsskud. Han havde en eminent konkurrencepsyke. Jørgen Petersen spillede son nævnt højre wing, men det var oftest over midten, at han huserede. Lynende farlig med venstrehånden, enten ved skud eller indspil til stregen. Spillede ofte uden strømper i sine Kawasaki-sko. Deltog i A-VM i 1964 og 70.

Jørgen Petersen var placeret som nr. 1 på den liste over de 50 bedste håndboldspillere gennem tiderne, som Ekstra Bladet bragte i julen 2006. Boldgeniet er lige så oplagt Danmarks bedste herrespiller, som Anja Andersen er det hos damerne. Jørgen P. var med på den meget omtalte skandaletur (druk) til Sovjet i 1966. Han var en af de kun tre spillere, der ikke fik karantæne, men meldte fra i solidaritet. Da DHF samme år ophævede den generelle karantæne, ønskede Jørgen P. fortsat ikke at vende tilbage. Han var derfor ikke med på VM-holdet i 1967 (sølv). Han vendte tilbage til landsholdet i 1969, dog kun for en kortere bemærkning.

Jørgen P. ernærede sig som statsaut. ejendomsmægler i Nordsjælland. Jørgen var en ivrig golfspiller; også efter han fik konstateret en svulst i hjernen i 2009.

Jørgen Petersen døde den 17. november 2011 (Helsingør). Han var netop fyldt 67 år.

17. november 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen