Hans Erik Petersen, født 23-07-1939 (Taastrup), angriber, 24 kampe/3 mål (1959/60).
Hans Erik Petersen kom til klubben i 1959 fra Taastrup. Han var en teknisk god og lynhurtig højre wing. Han opnåede, at være reserve til B-landsholdet inden han kom til B.93 i 1959.
Det blev til fire kampe i efteråret 1959, hvor B.93 var på besøg i 1. division. Efter den overraskende oprykning i 1958 (2-1 i Næstved), fik B.93 for alvor ørene i maskinen i 1. division.
Hans Erik debuterede i Idrætsparken mod Frem den 6. september 1959. Det var umiddelbart en lækkerbisken, idet B.93 havde vundet forårskampen med 2-0. Holdet var: Tommy Andersen – Leif Rønnow, Henry Jørgensen – Leif Petersen, Poul Andersen, Børge Christensen – Hans Erik Petersen, Jørgen Jacobsen, Kurt Olsen, Anders Yrfeldt og Ole Andersen. Træner: Arno Nielsen.
Frem vandt kampen 2-1. Hans Erik fik en fin debut. Med lidt held havde han scoret et par gange. Der var 9.800 tilskuere til københavneropgøret. Kurt Olsen scorede for B.93.
Hans Erik Petersen spillede i sæsonen 1960 i alt 20 ud af 25 kampe. B.93 der nu spillede i 2. division sluttede som nummer otte, langt efter de to oprykkere Køge og AIA og kun to point over stregen. Rødovre og Næstved sluttede under stregen.
Hans Erik scorede tre mål i 1960. Mod Rødovre (3-3), B1901 (2-6) og Næstved (3-3).
Hans Erik Petersen flyttede tilbage til Taastrup igen i 1961. Han havde ikke tid til den megen transporttid. Vi havde problemer med, at finde nogle dater på Hans Erik. Men så skete miraklet. Ved Harald Nielsens 70 års fødselsdag var undertegnede plantet ved siden af fru Henny Petersen, gift med Hans Erik (som sad skråt overfor), og så var den sag løst. Ægteparret havde haft fire forretninger med lædervarer og var derved kunde hos Harald og Rudis lædervareimport fra Italien.
Efter Hans Erik blev fundet i god behold, har han deltaget i (foreløbig) den årlige Nostalgifest i 2013 og 2014, hvor han er blevet ‘genforenet’ med hele syv holdkammerater fra sin debutkamp.
26. april 2014 – Palle ”Banks” Jørgensen

