Finn Alex Pedersen, født 12-07-1942 (RH, København), midtbanespiller, 21 kampe/2 mål (1961/63).
Finn Pedersen var ungdomsspiller i klubben. Han var en lille spiller, godt i stand. God tekniker og en fin sparketeknik. Hovedspil og hurtighed stod ikke øverst på hans agents salgsmateriale.
Finn Pedersen, kaldet Finn p., fik sin debut på førsteholdet som 18-årig. Det skete den 31. marts 1961, hvor modstanderen var Ikast i Idrætsparken, årets turneringskamp nummer tre. Finn P. var med i stedet for Anders Yrfeldt, der havde bebudet, at han rejste til Paris (det blev nu Schweiz, red.).
Holdet var: Bent Jørgensen – Kurt Olsen, Henry Jørgensen – Bjarne Eklund, Svend ’Boston’ Nielsen, Finn Pedersen – Arvid Christensen, Jørgen Jacobsen, Leif Petersen, Svend Petersen og Leif Holm. Træner: Julius Kaloscha.
Det blev en besynderlig debutkamp for Finn P. Under hele kampen sneede det kraftigt. Kampen blev tabt med 3-4, de tre i innertrioen scorede målene for hjemmeholdet. Og Finn P. sled sig til en god debut.
Finn P. spillede 21 kampe. De fordelte sig stort set i multipla af fem kampe, foråret 1961, efteråret 1961, foråret 1962 og foråret 1963. Finns karriere, lad os kalde den det, toppede i de to sidste kampe i foråret 1962, hvor han først scorede ude mod Odense KFUM (3-1) og tre dage senere i Valby mod Frem (2-1).
Finn P. er nok mere kendt for sit store arbejde med ungdomsafdelingen i klubben. Han var ungdomsformand, og stod i mange år bag den årlige ’93 Cup’ for lilleput, drenge, junior og ynglinge, hvor der også deltog udenlandske hold.
Finn P. sad i bestyrelsen i perioden 1978/81. Han var udlært maler. Senere blev han banemand i klubben inden Københavns Idrætspark overtog medarbejderne. Finn P. er gået på pension og bor i Skibby.
Finn P. døde 02-08-2024 (82 år). Han boede i sit sommerhus i Kirke Hyllinge.
26. august 2024 / Palle ”Banks” Jørgensen

