Henrik Lyngsø Olsen, født 25-02-1984 (Glostrup), angriber, 113 kampe/51 mål (2005/11).
Ungdom: Blovstrød, Birkerød, LFA, Birkerød. Senior: Birkerød (2003/05), B.93 (2005/07 – 50 kampe/32 mål), AB (2007/08), B.93 (2008/11 – 63 kampe/19 mål), Birkerød (2011/13),Blovstrød (2013/14) og Birkerød (2014/efterår>).
Henrik Lyngsø Olsen kom til B.93 fra Birkerød som 21-årig. Han var en kompromisløs angriber, målfarlig og pågående. Da Henrik kom til klubben, var det er hold i krise. B.93 var rykket ud af 1. division. Træneren Ole Mørk skulle fortsætte med det klare mål, at få holdet tilbage til 1. division.
Henrik debuterede i den første kamp i sæsonen 2005/06, som var en udekamp mod Brøndby II. Det var et skræmmende ringe hold, det var lykkedes træneren Ole Mørk at stable på benene. Vel nok det dårligste i historien.
Holdet var: Nicolas Nielsen – Bjarke Vind, Kasper Larsen, Mike Linde Andersen (debut), Yves Mavula (debut) – Kim Madsen, Aske Krohn – Emil Dyre Nielsen, Amin El-Chaer (debut), Henrik Lyngsø Olsen og Anders Hadberg. På bænken: Esben Madsen (målmand), Vehbi Sariboga (debut), Michael Szymanski og Ronnie Mirabel (debut). Træner: Ole Mørk.
Det blev til et nederlag på 0-2. Brøndbys divisionsreserver var klart overlegne. Det blev et dårligt efterår med 14 kampe og sølle ni point. Ole Mørk fik ikke forlænget sin kontrakt, og Michael Schäfer skulle redde B.93 ud af suppedasen. Det lykkedes, så B.93 endte på 8. pladsen.
Henrik fik sit gennembrud i sæsonen 2006/07 hvor han scorede 22 mål i 25 kampe. Indenfor otte dage i september 2006 scorede han ni gange i alt, fordelt således, hjemme mod KB 5-0 (2 mål), hjemme mod Glostrup 6-0 (4 mål) og ude mod Roskilde 4-0 (3 mål).
Efter sæsonen blev Henrik kontaktet af 1. divisionsklubben Frem, som tilbød ham en kontrakt, som han ikke kunne sige nej til. Problemet var bare, at Frem, pga. økonomien, slet ikke måtte indgå nye aftaler. Kontrakten måtte derfor rives i stykker. I stedet kom Henrik til AB, hvor han spillede 1½ år, uden den helt store succes.
Henrik vendte tilbage til B.93 i foråret 2009. Efter en skadespause var han med på bænken, sammen med bl.a. Olcay Senoglu, i den afgørende kvalifikationskamp i Brabrand. De kom begge på banen efter Brabrand på et kvarter, havde vendt 0-2 til 3-2. Første kamp på det nyrenoverede Østerbro Stadion var endt 0-0. Det var klubbens største skuffelse siden 1954 (nedrykning i Køge, red.).
Henriks anden periode i B.93 varede 2½ år. Han spillede for det meste på midtbanen, hvor han udførte et enormt arbejde. Hans træfsikkerhed var til gengæld ikke, hvad den havde været. Og så røg han ind i en masse skader, et alderdomstegn. Det blev til 63 kampe/19 mål.
Efter sæsonen 2010/11 valgte Henrik, at vende tilbage til sin gamle klub Birkerød, der var rykket op i 2. division/øst. Her blev han genforenet med Kofi Dakinah og Jan Isaksen. Efter to sæsoner i Birkerød valgte Henrik Lyngsø i sommeren 2013, at skifte til barndomsklubben Blovstrød i Serie 2. Han kunne ikke opfylde kravet til træningsmængden i Birkerød. Henrik var i sæsonen 2013/14 med til at spille Blovstrød op i Serie I. I efteråret 2014 vendte Henrik endnu engang tilbage til Birkerød, der netop var rykket ned i DS.
27. juli 2014 / Palle ”Banks” Jørgensen

