Olsen, Bjarne

Bjarne William Olsen, født 11-11-1945 (Frederiksberg), målmand, 17 kampe/0 mål (1966/69).

Bjarne Olsen, blikkenslager, kom til klubben i 1965 fra den lille klub Hekla. Han havde spillet enkelte kampe på Heklas førstehold, men det var som højre half. Kloge hoveder i B.93 fandt på, at han skulle være målmand.

Og allerede året efter debuterede han på førsteholdet. Bjarne var en smidig målmand, hurtig på stregen. Han var ikke så dominerende ude i feltet, hvilket var meget naturligt med den manglende rutine.

Bjarne fik sin debut i pokalkampen ude mod Ballerup den 25. september 1966, årets eneste kamp hvor den normale målmand Bent Jørgensen ikke kunne spille.

Holdet var: Bjarne Olsen – Kurt Olsen, Peter Larsen – Bernhard Deneke, John Christensen, Leif Kronholm – Per Jürgensen, Erik Rønnow, Arvid Christensen, Svend Petersen og Finn ’Ludo’ Jensen. Træner: Bengt Annemann.

Det blev til en sikker sejr på 2-0 til favoritterne fra B.93. Og Bjarne Olsen havde en rolig dag i buret. Målscorer var Svend Petersen og Arvid Christensen.

Efter B.93 i 1967 (2. division) havde tabt 3-4 på Østerbro Stadion til Vanløse i en underholdende kamp, blev Bent Jørgensen sat af til fordel for Bjarne, der var med i de næste tre kampe mod: B1909 (1-3), Randers F. (1-5) og Næstved (2-3). Herefter var det retur med Støvsugeren i målet.

Bjarne Olsen stod til gengæld hele foråret 1969, klubbens første sæson nede i 3. division. Han stod en fin halvsæson. I efteråret var Bent Jørgensen, der havde spillet 199 kampe, tilbage i målet.

Bjarne stoppede ved udgangen af 1969 efter tre år i klubben. Og vi tror nok han helt stoppede med fodbolden, både på mål og i marken. Han bor på Amager.

22. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen