Bent Thyge Olsen, født 04-02-1945 (København), midtbanespiller, 1 kamp/0 mål (1967).
Bent Olsen, bedre kendt som ’Nobby’, har altid kun spillet i B.93. Han spillede tre år som junior, da man opdagede han havde opgivet forkert fødselsår ved indmeldelsen som lilleput. Lidt tidligt, at starte en kriminel karriere. De mange år som junior havde åbenbart sin fordel.
Bent Olsen kom med på KBU-holdet til det årlige landsjuniorstævne i Vejle i 1961. Han gjorde det så godt, at han efter stævnet blev nomineret til et ’All-star hold’, som så således ud: Gert Krogh (Nexø) – Torben Svensson (B1901), Hardy Hansen (Frem) – Bent Olsen (B.93), Jørgen Ole Holm (Viking), Ebbe Pedersen (Herfølge) – Heinz Sørensen (ØB), Frank Mathiesen (B1903), Freddy Hansen (Odense KFUM), Jørgen Peter Hansen (Esbjerg) og Peter Lee Sørensen (Lyngby).
Som ungdomsspiller var Bent Olsen kendt som én der gik til makroner, deraf tilnavnet Nobby, opkaldt efter den engelske terrier Nobby Stiles. Som højre half var hans direkte modstandere spillere som Finn Laudrup (Vanløse), Frank Mathiesen (B1903) og Frits Ahlstrøm (KB). De brød sig ikke om når Nobby gik til stålet, han tacklede på alle mulige måder, også med røven.
Nobbys karriere som 1. holdsspiller begrænsede sig til en 12-mand i pokalkampen i Holstebro (1-3) i 1967. Da han kom på banen fra starten af 2. halvleg, Tom Andersen udgik med en skade, blev han den første i klubhistorien der blev skiftet ind. Begrebet 12-mand var indført i DBU-pokalturneringen 1967/68 (og turneringen 1968). Der var afbud fra Flemming Nielsen og Tom Søndergaard, som ikke ’havde tid’.
Pokalholdet var: Bent Jørgensen – Hans Paulander, Tom Andersen – Bernhard Deneke, Svend Hansen, Flemming Mathiesen – Per Jürgensen, Leif Kronholm, Arvid Christensen, Kenn Hansen og Finn ’Ludo’ Jensen. På bænken: Bent Olsen. Træner: Bengt Annemann.
Da Bent Olsen kom på banen var stillingen 1-0 til Holstebro fra Jyllandsserien. Arvid Christensen reducerede til 2-1, men hjemmeholdet svarede igen med endnu et mål. Skandale.
Bent Olsens største succes som senior var, da han som førsteårs senior var med til at vinde Københavnsserien med 2. holdet. Det var med spillere som Flemming Mathiesen, Jens Øhrwald, Eugen Pedersen, Lindy Olsen, Kurt Arnskov og på kassen Preben Fahrenholtz eller Palle ’Banks’ Jørgensen.
Bent Olsen har spillet på alle klubbens hold – fra lilleput til Grand Old Masters. Efter et nyt knæ er han holdt op med at tackle igennem. Bent var ansat mange år i DSB, som ansvarlig for skinnerne lå som de skulle. Da klubben flyttede til Svanemølleanlægget, og han hørte, at 2. salen på ’Slottet’ havde været beboelse for Øresundshospitalets sygeplejeelever, var han straks oppe og se, om der var nogen der ikke var flyttet endnu.
Bent Olsen, der er i sauna hver tirsdag sammen med Finn Jacobsen, Ole ’Grønthandler’ og Hans Hesselberg, var i mange år blomsteransvarlig på den store terrasse.
Bent Olsen døde 05-09-2021 (76 år). Han boede på Svanemøllevej, tæt på B.93.
16. august 2022 / Palle ”Banks” Jørgensen

