Niels Johan Nielsen, født 24-09-1878 (København), målmand, 30 kampe/0 mål (1898/02).
John Nielsen var en fortræffelig målmand. Han var den fødte målmand, men han lod sig også nøjes med sine medførte evner, thi han trænede så godt so aldrig. Hans force var en vis rent instinktmæssig placeringsevne.
Som cricketspiller regnedes han for en af de bedste, både ved gærdet og i marken. John Nielsen var takket være sin elskværdige optræden og sit uforlignelige humør overordentlig populær.
Han havde noget af det typiske københavnerhumør. Navnlig på klubbens udlandsrejser var han uvurderlig som oplivende element. I påsken 1903 i Haag underholdt han ikke alene sine holdkammerater, men også et stort selskab af hollænder. Til sidst var alle ved at forgå af grin.
John Nielsen var til det sidste en interesseret 93’er. På sit dødsleje måtte han pr. telefon holdes underrettet om slagets gang i pokalfinalen (4-3 over Frem). En pudsighed var det, at han egentlig hed Niels Johan, men desuagtet altid kaldte sig John.
John Nielsen døde den 5. december 1930 (Hellerup). Han blev 52 år.
22. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

