Jan Hegelund Nielsen, født 08-05-1968 (Virum), angriber, 3 kampe/0 mål (1988).
Jan Nielsen kom til klubben fra Lillerød før sæsonen 1988. Jan var en høj venstrebenet angriber, han var pågående og stærk i nærkampe.
Jan Hegelund Nielsen var lillebror til den noget mere kendte Henrik Hegelund Nielsen (årgang 1965), der spillede 74 kampe/34 mål for B.93, og blev den første der skaffede klubben transferindtægter, da han blev solgt til græske AEK Athen (1987).
Tilbage til Jan. Han debuterede på førsteholdet i slutningen af 1988, hvor det blev til tre kampe, alle med start på bænken. Han debuterede i udekampen mod Esbjerg, kamp nummer 23 i 2. division i sæsonen 1988.
Holdet var: Jean Jensen – Carsten Jørgensen, Claus Mortensen, Ole Petersen, Leif Funcke Nielsen – Johnny W. Hansen, Thomas Olsen, Wlady Jatczak – Jens Kolding, Henrik Pedersen og Kenneth Bech. På bænken: Michael Dahl og Jan Nielsen.
Kampen sluttede 2-2 efter hjemmeholdet havde ført 2-0. Jan kom på banen i 2. halvleg. Han havde samme rolle i hjemmekampen, med Henrik på tilskuerpladsen, mod Kastrup (1-1) og hjemme mod Hvidovre (1-3).
Jan spillede 20 kampe på 2. hold, 10 i 1988 og 10 i 1989. På DS-holdets ’studietur’ til Prag viste Jan sine talenter indenfor bukseløb og i konkurrencen om hurtigst muligt at få knaldet en halv liter tjekkisk øl ned i sækken.
I efteråret 1989 skiftede han til Greve, hvor han fik en del kampe på 1. holdet (som indestarter).
Til trods for sin beskedne succes på førsteholdet er Jan et kendt ansigt på Østerbro. Han har i mange år været leder af Holte Vinlagers forretning på Østerbrogade 106. Den er værd, at aflægge et besøg, med eller uden autografbog. Jan (og Henrik, red.) er sønner af vinkæden Holte Vinlagers grundlægger Karlin Nielsen. Jan har tre børn, en tredje bror har to børn. Og Henrik har fem børn, som for øvrigt alle er piger. Der er således ingen ’Far til fire’.
Jan Nielsen bor i Hørsholm. Han har en talentfuld søn (U17), som han sender over i B.93 når tiden er inde. Der er noget at leve op til.
2. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

