Nielsen, Bernhard

Bernhard Meinert Nielsen, født 29-12-1888 (København), målmand, 5 kampe/0 mål (1911).

Bernhard Nielsen erstattede målmanden Holger Prytz, der var stoppet ved udgangen af 1910. Bernhards første kamp var på B.93’s baner mod fælledklubben ØB (1-3).

Kampen blev spillet søndag kl. 12:00. Dommer var KB-spilleren Nils Middelboe. Det var helt normalt, at aktive spillere også var dommere. Det gjaldt bl.a. 93’eren Harald Hansen, der var en respekteret dommer.

Bernhards debutkamp gav et sensationelt nederlag mod bundholdet ØB, der kun fik disse to point i de 10 kampe. I den første kamp tre måneder tidligere mellem de to hold havde B.93 vundet 14-2.

Bernhard var målmand i alle fem kampe i foråret, som bl.a. gav et nederlag på 2-8 mod det suveræne tophold KB, der vandt alle sæsonens 10 kampe med en så fornem målscore som 63-7.

KB vandt foran Frem, B.93, AB, B1903 og ØB. I den nye sæson blev Bernhards målmandstrøje overtaget af Carl Lottenburger.

Bernhard Nielsen, der var udlært skibsbygger, blev senere regnskabsfører i Marinen.

Bernhard Meinert Nielsen døde den 22. august 1941 (52 år). Han døde på Militærhospitalet i København.

24. august 2015 / Palle ”Banks” Jørgensen