Allan Lykke Nedergaard, født 12-04-1960 (Haslev), midtbanespiller, 42 kampe/2 mål (1985/86). Spillede 6 U21-landskampe/0 mål (1979/80) for Næstved.
Ungdom: Rønnede (6-14 år) og Næstved (15-18 år). Senior: Næstved (1978/84 – 232 kampe/21 mål), B.93 (1985-86), KB (1986/88 – ca. 50 kampe) og Brønshøj (1989 – 17 kampe/0 mål).
En teknisk god midtbanegeneral med en fornem sparketeknik. Allan fik en broget debut for B.93, der ’’tabte’’ 1-1 til AGF på Østerbro Stadion. Og det var sådan set Allans skyld, idet hans spillerlicens ikke var nået frem fra Næstved pga. poststrejke.
Allan havde tidligere prøvet at ’tabe’ 1-1. Da Næstved i 1980 spillede på Næstved Stadion mod KB, kunne hjemmeholdet sikre sig klubbens første DM-titel ved en sejr. Næstved førte 1-0 og var en spiller i overtal, indtil kampens sidste minut, hvor Hans Aabech udlignede på et hovedstød, til trods for bænken skreg ’pas på Aabech’. Derved var det KB, der blev mestre.
Allan Nedergaard ligger nummer 16 på listen over flest kampe for Næstved (opgjort 2009). I B.93 blev det kun til 1½ sæson, hele 1985 (nedrykning fra 1. division) og foråret 1986.
Allan har været i Danske Bank (Provinsbanken) siden 1984 med udstationering i London (4 år) og New York (3 år).
26. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

