Møller, Ib

Ib Møller, født 09-02-1956 (København), angriber, 14 kampe/1 mål (1975/79).

Ib Møller spillede kun i B.93. Hans storebror Allan Møller var den første i klubben, der erhvervede teknikmærket i guld. Til gengæld kom Allan ikke på førsteholdet, han fik såmænd kun en enkelt kamp på 2. holdet (1971). Ib Møller var en lille meget hurtig spiller, som med en fin træfsikkerhed scorede mange mål. Han var ikke altid lige seriøs, derfor blev det til beskedne 14 kampe på det bedste hold.

Ib Møller fik sin debut på førsteholdet som 19-årig. Det skete i udekampen mod B1903 den 12. august 1975. Kampen i 1. division blev spillet på Gentofte Stadion (1.400 tilskuere). Holdet var: Henrik Juul – Leif Kronholm, Erling Bøje, Finn ’Ludo’ Jensen, Ejgil Roland Petersen – Kenn Hansen, Ole Jensen, Jan Wennecke – Leo Christiansen, Bent Andersen og Kim Brockhattingen. På bænken: Ib Møller.

Kampen blev tabt med 0-3. Ib Møller kom ind i 2. halvleg. Holdet led under savnet af Jens Kolding, der var blevet skadet i en pokalkamp mod Skovshoved (5-0). De fire kampe han ikke var med i endte 0-2 (IHF), 0-3 (B1901), 0-3 (B1903) og 0-0 (Vanløse).

Ib Møller spillede yderligere 8 kampe/1976, 3 kampe/1977 og 2 kampe/1978. Hans enlige mål faldt i 1977 mod B1909 (2-1).

Ib Møller spillede 57 kampe på 2. holdet i perioden 1975/82. Han var med på det lukkede 7. hold, der i 1977, samme år han havde spillet på 1. holdet, vandt række ved at vende 0-4 til 4-4 mod KB. Holdet var: Palle ’Banks’ Jørgensen – Finn Thomsen, Hans Christian Boserup, Bernhard Deneke, John Rasmussen (Bolmann) – Benny Karulf, Eddie Schønbeck – Ib Møller, Per Jürgensen, Poul Bjørnholt (2 mål) og Lasse Specht (Tarok). På bænken: John Madsen (2 mål).

Ib Møller døde den 15. marts 2009 (Albertslund). Han blev 53 år.

26. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen