Mikkelsen, Peter

Jens Peter Mikkelsen, født 03-10-1873 (Aarhus), forsvarsspiller, 2 kampe/0 mål (1896/97).

Peter Mikkelsen, som ikke brugte sit første fornavn, kom fra Jylland til København i 1893, hvor han boede i Sundevedsgade på Vesterbro, så det var oplagt, at han valgte Frem som sin nye klub. Han flyttede i 1896 til Blegdamsvej på Østerbro.

Peter Mikkelsen er historisk, idet han deltog i klubbens første officielle turneringskamp, søndag den 12. april 1896. Kampen, der blev spillet på Blegdamsfælleden kl. 13:00, var mod KB, og endte med et nedelag på 0-2. Begge mål blev scoret af Vilhelm Schultzer.

Holdopstillingen: 1. Alfred Hauch – 2. August Lange, 3. Peter Mikkelsen – 4. V. Neuhausen, 5. Axel Andersen Byrval, 6. Lauritz Olsen – 7. Johannes Gandil, 8. Olaf Sørensen Windinge, 9. Jacob Staal, 10. Christian Knauer og 11. Christian Arnesen.

KBU-turneringen havde kun deltagelse af AB, KB og B.93. Frem deltog ikke i årets turnering pga. dårlige resultater i sidste sæson (4 kampe/0 point, målscore 4-22). Axel Andersen Byrval og Peter Mikkelsen var derfor skiftet midlertidigt til B.93.

Efter sæsonen vendte Peter Mikkelsen tilbage-til-Frem (og det er jo lige langt), idet Frem igen havde tilmeldt et hold. I sæsonen 1897/98 var der seks hold med. Slutstillingen blev: 1. KB (10 p.), 2. AB (8 p.), 3. B.93 (6 p.), 4. Frem (4 p.), 5. ØB (2 p.) og 6. CB (0 p.).

Peter Mikkelsen var med i historiens første internationale kamp. Danmark (DBU) spillede i Tyskland mod Hamburger-Altona-Fussball-Verband. Det blev en overraskende dansk sejr på 5-0. Fra B.93 deltog Johannes Gandil og Christian Knauer. Også Axel Andersen Byrval deltog, han var også gået tilbage-til-Frem.

5. august 2020 / Palle ”Banks” Jørgensen