Orla Mikkelsen, født 04-09-1928 (Odder), angriber, 29 kampe/10 mål (1951/53).
Orla var en forward med krudt i støvlerne. Han kom til B.93 fra AGF i efteråret 1951. Skiftede i 1954 til Horsens.
Orla Mikkelsen debuterede i Idrætsparken mod Køge den 6. oktober 1951, altså netop fyldt 23 år. Det var en kamp i 1. division, som havde trukket 11.000 tilskuere. Holdet var:
Ove Bock – Svend ’Boston’ Nielsen, Knud Petersen – Hans Jørgen Jensen, Poul Andersen, Leif Rønnow – Helmut Nielsen, Henning Bjerregaard, Orla Mikkelsen, Eyvind Berger og Ole Mullerup.
Det blev et nederlag mod Køge (1-2), der de senere år havde begyndt at vise tænder i kampen om medaljer, og da også sluttede denne sæson med at vinde sølv, efter AB, foran B1909, OB, Skovshoved, B.93, Frem, B1903, Esbjerg og nedrykkeren AGF.
I efterårets sidste kamp spillede B.93 i Aarhus mod AGF, og det blev til en udesejr på 1-0. Kampen eneste mål blev scoret af – godt gættet – Orla Mikkelsen, der derved havde sin del af ansvaret for, at hans gamle klub rykkede ud.
Samme efterår vandt KBU-pokalsemifinalen med 3-1 over Frem. Orla blev dagens helt med to scoringer. I finalen, efterfølgende forår, mod KB blev det til et nederlag på 0-2. Til de to kampe tilsammen var der over 27.000 tilskuere.
Orla spillede sin kamp nummer 29 i træk, som også var mod KB, denne gang en turneringskamp i Idrætsparken med 18.000 tilskuere. Den første kamp i foråret sluttede med et nyt nederlag på 0-2. Orla spillede ikke kampen til ende, idet han pådrog sig en alvorlig knæskade.
Det blev hans sidste kamp for B.93. Orla skiftede til Horsens, hvor det blev til 150 kampe/71 mål (1954/60).
Orla Mikkelsen døde den 20. april 1987 (Horsens). Han blev 58 år.
14. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

