Lyshøj, Kim

Kim Jørgen Lyshøj-Sørensen, født 09-05-1955 (Lyngby), forsvarsspiller, 37 kampe/0 mål (1978/79). Spillede 8 Y-landskampe/2 mål (1972/73) og 1 J-landskamp/1 mål (1971) – alle kampene for Lyngby.

Ungdom: Lyngby. Senior: Lyngby (1974/76), B1903 (1977), B.93 (1978/79) og Lyngby (1979/81). Kim Lyshøj var en teknisk spiller, god sparketeknik, manglede hurtighed. Spillede enten på midtbanen eller back.

Kim Lyshøj debuterede for B.93 i sæsonen 1978 (1. division), hvor han spillede 29 af sæsonens 32 kampe, heraf 10 som indskifter. Året 1978 var specielt, idet det var her, hvor betalt fodbold (i Danmark, red.) blev indført. Den første kamp i Danmark, med penge over bordet, foregik lørdag den 1. april mellem B.93 og AGF i Idrætsparken.

B.93: Peter Jørgensen – Gunnar Aagesen, Ole Petersen, Peter Hertz, Jan Ilsø – Ole Jensen, Find Juhl Jensen, Kim Lyshøj – Henrik Sørensen, Lars Hansen og Frank Olsen. På bænken: Finn Ilsø og Steen Jepsen. Træner: John Sinding.

Den historiske kamp blev vundet af B.93 med 3-1. Målscorer Lars Hansen (2) og Henrik Sørensen (1). Det kan nogle af de 2.700 tilskuere bevidne.

Kim var ofte på bænken i foråret. I efteråret blev han omskolet til venstre back, og var med til at sikre B.93 en fin 7. plads. Det indbragte Kim kr. 20.100,- fra bonuskassen (600 kroner pr. point). Det blev til otte kampe i foråret 1979, før Kim skiftede tilbage til Lyngby.

Kim Lyshøj stoppede karrieren tidligt. Det var for at blive træner i Lyngby, med primært sigte på unge spillere. Efter et stort arbejde med ungdomsafdelingen, blev han mangeårig træner for 1. holdet i Lyngby. Hans største triumf var, da han førte Lyngby til vinder af pokalfinalen i 1990 over AGF (0-0 og 6-1 i ny kamp).

I 1996 tog Kim mod en udfordring om at blive træner i Qatar. Det blev afslutningen på hans liv, idet han under opholdet meget tragisk valgte at tage sit eget liv. Han havde nogle personlige problemer. Kims søn var ungdomsspiller i Lyngby.

Kim Lyshøj døde den 11. juni 1997 (Qatar, Emiraterne). Han blev 42 år.

17. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen