Lykke, Thomas

Thomas Sørensen Lykke, født 06-04-1966 (Frederiksberg), midtbanespiller, 29 kampe/3 mål (1988/90).

Thomas Lykke kom fra Lillerød i 1988. Thomas var en arbejdsom midtbanespiller, der også kunne bruges i den bagerste række. Lillerød var en flittig leverandør til B.93 i slutningen af 80’erne, som f.eks. Jan Nielsen (1987) og Christian Koldbech (1986).

Thomas fik sin debut som 22-årig i 88-sæsonens første kamp, hvor B.93 på Østerbro Stadion mødte Vanløse (1-1). En kamp i 2. division, som var næstbedste række. Der var 14 hold i alle fire DM-rækker (1., 2. og to 3. divisioner).

Holdet var: Jean Jensen – Thomas Olsen, Claus Mortensen, René Johansson, Thomas Lykke (debut) – Johnny W. Hansen, Carsten Friis, Kenneth Bech (debut) – Wlady Jatczak, Henrik Pedersen (debut) og Mukremin Jasar. På bænken: Michael Dahl og Christian Koldbech. Træner: Allan Steen.

Thomas Lykke var med i første halvdel af 88-sæsonen, hvor Carsten Jørgensen overtog hans plads. Træneren Allan Steen var også kun med i starten. Efter otte kampe blev han afløst af Karsten Aabrink, mest kendt for ishockey. Der var mange, der ikke forstod beslutningen, som heller ikke gav nogen effekt. B.93 sluttede næstsidst, og måtte ned i 3. division/øst.

I 1989 var Thomas Lykke med i de fleste kampe i efteråret. B.93 vandt rækken (26 kampe/37 point) foran Ølstykke, og vendte tilbage til 2. division.

Thomas Lykke spillede 34 kampe på 2. holdet i perioden 1988/91, fordelt med 2, 9, 13 og 10 kampe.

Thomas flyttede til USA i 1997, og menes at bo der stadigvæk.

31. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen