Hans Lauridsen, angriber, 4 kamp/0 mål (1953/54).
Hans Lauridsen havde tidligere spillet for Borris og AGF før han kom til B.93.
Efteråret 1953 var startet med nederlag i de fire første kampe i 1. division mod B1903 (0-2), OB (2-3), Skovshoved (0-1) og Køge (2-3).
Så det var på tide, at prøve noget nyt i kamp fem, som var mod Frem. Det gav debut til målmanden Kai Orla Jensen og Hans Lauridsen som højre wing, og holdet var:
Kai Orla Jensen – Leif Rønnow, Knud Petersen – Flemming Nielsen, Poul Andersen, Børge Christensen – Hans Lauridsen, Jørgen Jacobsen, Kaj-Ove Møller, Henry Salomonsen og Ole Mullerup.
Det blev til det femte nederlag, idet Frem vandt knebent 2-1. Angrebets bedste var Hans Lauridsen, uden han dog specielt imponerede, var Idrætsbladets mening om den sag.
Hans fik genvalg, og endelig i kamp seks kom der point på kontoen. Esbjerg blev i Idrætsparken besejret med 2-0 (Jørgen Jacobsen og Kaj-Ove Møller). Næste kamp var mod AB (0-5), og så røg Hans Lauridsen ned på 2. holdet. Og efter forårets drama i Køge, rykkede klubben også ned – i 2. division.
Hans fik en enkelt kamp mere, det var i efteråret 1954 i Idrætsparken mod Vejle (1-3).
Hans Lauridsen spillede senere i Brønshøj (1956 – 10 kampe). Det er ikke lykkedes os, at finde ud af hans (Hans, red.) videre skæbne. Ikke engang en fødselsdato kan vi prale med.
14. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

