Andreas Nilaus Larsen, født 09-07-1985 (Græse/Frederikssund), angriber, 20 kampe/3 mål (2013).
Andreas var ungdomsspiller i Gørløse, Frederikssund, Skævinge og KB. Som senior: Ganløse, Frederikssund, Sedavi/Spanien, Frederikssund, Wickham Wanderes FC/England, Frederikssund og B.93 (2013).
Andreas er en hurtig og gennembrudsfarlig angriber. Og så er han en frygtet frisparksskytte. Han var topscorer for Frederkssund, som ligesom B.93 lå i Danmarksserien, i eferåret 2012. Da Andreas var flyttet til København, og skulle bruge en del tid på sine studier (spansk), valgte han at skifte til B.93, som han skulle være med til at bringe tilbage til DM-turneringen.
Andreas debuterede i hjemmekampen mod Ledøje-Smørum (1-1). Holdet var:
Jakob Thomsen – Martin Heisterberg, Mikkel Christoffersen, Philip Bank, Jonas Lorentzen – Thomas Høegh, Mads Heisterberg, Danny Mirabel – Andreas Larsen, Olcay Senoglu og Emil Dyre Nielsen. På bænken: Marco Holst, Nico Jørgensen og Rami Jiowda. Træner: Kim Splidsboel.
Det blev kun til otte kampe i foråret. Det skyldtes, at Andreas blev ankelskadet i udekampen mod Kastrup (4-1). I et gennembrud blev han tacklet ulovligt bagfra. Det var så det forår. Så Andreas måtte nøjes med at være i tilskuerens rolle, da B.93 definitvt sikrede sig oprykning i tredjesidste kamp på Andreas’ gamle hjemmebane i Frederikssund (2-1).
I efteråret 2013 var Andreas skadet ved opstarten, men det lykkedes ham dog at spille 12 kampe, de 10 som indestarter. Han scorede i pokalkampen hjemme mod Svebølle (2-1). Sejren betød, at B.93 blev det seriehold, der kom længst. En præstation DBU honorerer med DKK 100.000,-. De rare penge blev brugt til et træningsophold i Tyrkiet i foråret 2014. Det fik Andreas ikke glæde af, idet han holdt pause fra fodbolden pga. studier.
24. juni 2014 / Palle ‘Banks’ Jørgensen

