Torben Kristiansen, født 09-10-1952 (København), angriber, 37 kampe/14 mål (1976/77).
Ungdom: Nivå. Senior: Nivå (1969/75), B.93 (1976/77), Svendborg (1977), Nivå (1978), Helsingør (1978), KB (1979), Fremad Amager (1980/81) og Helsingør (1981/82 – i alt 38 kampe/14 mål). Torben lavede et utal af mål for Nivå, og han fortsatte med at score mange mål da han startede en rundtur i forskellige klubber.
Torben Kristiansen var en lille lynhurtig centerforward. Han var ikke den store tekniker, men det betød mindre. Hans målnæse var en ordentlig ’günter’.
Torben debuterede som 23-årig for B.93 i den første kamp i sæsonen 1976, hvor det gjaldt udekampen mod Næstved i 1. division (2-0). Holdet var: Henrik Juul – Leif Kronholm, Ole Petersen, Kenn Hansen, Ejgil Roland Petersen – Ole Jensen, Preben Kjærsgaard, Janusz Haren – Leo Christiansen, Jan Timm og Jens Kolding. På bænken: Torben Kristiansen. Træner: Erik Gynild.
I 1976 spillede Torben 24 kampe (15 som indestarter) og scorede syv mål. I 1977, foråret, nu med John Sinding som træner, spillede Torben 13 kampe (11 som indestarter) og scorede syv mål. Årsagen til disse specifikationer er, at KBU-bladet i oktober 2010 bragte et interview med Torben, hvor hans målopgørelser var ganske unøjagtige.
Han forlod B.93 fordi han fik et lærerjob i Svendborg. Det varede kun et halvt år, så var han tilbage på Sjælland, hvor han via Nivå kom til Helsingør. Han blev hentet af Finn Laudrup til KB, hvor han var med til at vinde sølv.
Torben uddannede sig som zoneterapeut og behandlede en del af landsholdsspillerne udenom DBU-systemet. Medens Michael Laudrup spillede i Spanien var Torben hans private skadesbehandler.
Torben havde et kort comeback som veteranspiller i B.93 i 90’erne. Efter få kampe og mange mål måtte han stoppe igen pga. skader. Han manglede åbenbart en ordentlig skadesbehandler. Så nu spiller han kun golf.
26. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

