Johansson, René

René Johansson, født 21-08-1965 (København), forsvarsspiller, 128 kampe/3 mål (1987/91).

René Johansson kom til klubben som 22-årig. Han kom fra den lille klub Måløv. René spillede i langt de fleste kampe på divisionsholdet sweeper. Han var en teknisk spiller, der helst ikke skulle ud i direkte løbedueller. Han var en type der ikke lossede bolden ud af kommunen. Han tog hellere en chance med en risikabel dribling. Det må have gået godt i over halvdelen af tilfældene, når man ser på hans kampantal.

René fik sin debut i foråret 1987, kamp fire, som var en udekamp mod Silkeborg. Det var en kamp i 2. division, som endnu var den næstbedste række.

Holdet var: Jean Jensen – Thomas Olsen, Steen Larsen, Michael Dahl, Claus Mortensen – Johnny W. Hansen, Leif Funcke Nielsen – Jens Kolding, Torben Rasmussen, Claus Munkedal og Henrik Nielsen. På bænken: René Johansson og Per Jønson. Træner: Allan Steen.

Selvom B.93 stillede ultra offensivt op, endte kampen 0-0 – og det kunne lige så godt være omvendt (citat Mogens Frederiksen, red.).

Der gik kun et par kampe, så havde René sat sig på pladsen som sweeper. Michael Dahl blev rykket frem på midtbanen. Sæsonen sluttede med en 6. plads.

I sæsonen 1988 mistede B.93 mange spiller, og René & Co. rykkede ud af 2. division. Træneren Allan Steen blev udskiftet med ishockeymanden Karsten Aabrink i sæsonen løb (uden succes, red.).

I 1989 spillede René alle sæsonens 29 kampe (heraf tre pokalkampe), og B.93 vandt 3. division/øst foran Ølstykke. Forsvaret med Bo Nielsen, Thomas Olsen, Frederik W. Nielsen, René Johansson og Leif Funcke Nielsen var det samme hele året.

I 1990 var divisionen speciel pga. forberedelse til den nye struktur med efterår/forår i stedet for kalenderåret og navneændring fra 1. division til superligaen. For 2. divisions vedkommende betød, det at man kun spillede om de seks bedste pladser og ingen nedrykning. B.93 blev skuffende kun nummer 13 (ud af 14).

Den sidste kamp i 1991 blev René sidste, ude gjaldt det Greve. Og det var absolut ingen ligegyldig kamp. Greve var favorit, men det lykkedes B.93 at hive en 1-0 sejr hjem efter et strålende langskudsmål af Leif Funcke Nielsen. Hvis B.93 havde tabt, var klubben for første gang røget helt ud af danmarksturneringen. Puha, siger vi bare.

René var holdets anfører i 1989 og 90. Han afløste Jens Kolding og blev selv afløst af Jan Jacobsen. I løbet af de fem sæsoner spillede René som det ses 128 kampe. B.93 spillede fra hans debut 137 kampe, så det var en flot udnyttelsesprocent.

René sluttede sin aktive karriere for LSI (Ledøje-Smørum Idrætsklub). Hans gamle klub Måløv var røget ned i serie ’lort’. René bor i Stenløse.