Jørgensen, Bent

Bent Jørgensen, født 28-11-1941 (Frederiksberg), målmand, 209 kampe/0 mål (1960/69). Spillede 2 U-landskampe (1960/61) og 1 Y-landskamp (1960).

Ungdom B.93. Senior: B.93 (1960/69). Bent spillede herefter et par år i Brønshøj, Vanløse og Taastrup. Han vendte tilbage til klubben i 1973 og spillede på 3. holdet. Selvom Bent var en tætbygget (med pil opad) målmand, var han alligevel meget reaktionsstærk. Bent var specialist i mand mod mand situationer. Derimod var han ikke specialist i høje bolde. En ”ondsindet” journalist (Flemming Nielsen) skrev efter en kamp, at han var 175 cm når han stod op – og 173 cm når han hoppede.

Bent fik navnet ”Støvsugeren”, fordi han altid på vejen hjem fra kampe i Jylland støvsugede lyntoget for mad og bajere. Dette øgenavn har ikke siden sluppet ham.

Bent Jørgensen var ualmindelig tæt på flykatastrofen i Kastrup i 1960, hvor alle otte spillere i det første fly omkom. De øvrige fire spillere: Bjarne Eklund (B.93), Erik Dyreborg (Næstved), Hans Andersen (Køge) og Bent Jørgensen skulle med det andet – et endnu mindre – fly. Dette fly nåede ikke at lette førend det første fly styrtede ned. Spillere fra B- og U-landsholdet skulle spille en OL-træningskamp i Herning.

I foråret 1967 var 1. holdet en uge i Spanien, hvor man spillede en kamp mod Malaga (1-1). Bent blev publikums yndling, da han under opvarmningen gentagne gange slog boldene op på banens midte, ved at bruge den kraftige underarm som boldtræ. Da rejste de 10.000 tilskuere sig op og råbte ”Olé”.

Sit livs drop havde han i Idrætsparken i pinsen i 1964, da han sprang over et forkølet langskud fra KB’s Jørgen Ravn. Han troede holdkammeraten Kurt Olsen råbte ”la’ gå” og ikke ”pas på”. Bent var maskinarbejder i mange år, kørte senere for klubkammeraten Paul Davidsen (Oste Paul). Støvsugeren stoppede med fodbold, da han blev 60 år. Han er i stedet blevet supporter for Super Grand Old Masters.

10. juli 2011 / Palle ’Banks’ Jørgensen