Jens Laurits Bech Jessen, født 1930(Odense), angriber, 5 kampe/1 mål (1951).
Jens Bech Jessen kom til B.93 fra venskabsklubben OB i sommeren 1951. Han var en teknisk angriber.
Jens Bech Jessen debuterede i sæsonens første kamp i 1951/52, hvor han spillede venstre innerwing. Han var kommet med i stedet for Jørgen Hammeken, der var stoppet. Sæsonen startede med en pokalkamp hvor modstanderen var upåagtede Fremad Valby. Kampen blev spillet på Trekanten (ved Vibenhus Runddel).
Holdet var: Ove Bock – Svend ’Boston’ Nielsen, Knud Petersen – Hans Jørgen Jensen, Poul Andersen, Leif Rønnow – Henry Salomonsen, Henning Bjerregaard, Eyvind Berger, Jens Bech Jessen og Ole Mullerup.
Kampen, der blev overværet af 3.000 tilskuere, sluttede med en beskeden sejr på 2-0, begge mål scoret af Eyvind Berger. Idrætsbladet roste debutanten for en talentfuld indsat, men den fornødne koncentration manglede i de afgørende situationer. Og i øvrigt debuterede Hans Jørgen Jensen (fra Hammel) og Ole Mullerup (nyoprykket) også.
Jens Bech Jessen var også med i de næste fire kampe. Først i 1. divisionskampen mod B1903 (0-0), så pokalkamp mod AB (2-1), så turneringskamp mod oprykkeren Skovshoved (3-2), hvor 11.200 tilskuere så Jens Bech Jessen score til 2-0 hos skovsermålmanden Theil Drengsgaard, under omstændigheder, der tilsyneladende indeholdt de bedste muligheder for at klare bolden (et drop, red.).
Jens Bech var også med i sæsonens femte kamp, som var i Idrætsparken mod Esbjerg (0-1). Nederlaget blev overværet af 11.900 tilskuere, som samtidig havde været vidne til Jessens sidste kamp for B.93. I næste kamp var Jessen afløst af Orla Mikkelsen, der var kommet fra AGF.
Jens Bech Jessen emigrerede til Chicago i USA.
12. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

