Jensen, Tim

Tim Grønhøj Jensen, født 28-05-1975 (Aalborg), målmand, 1 kamp/0 mål (2000).

Tim Jensen kom til klubben som 24-årig i starten af det nye årtusindeskift. Han kom fra Vorup Boldklub.

Tim Jensen var fast reservemålmand for Nicolas Nielsen i de første syv kampe i foråret 2000, hvor B.93 spillede i 1. division. Også i forårets kamp otte, 24. april 2000, hjemme mod FC Aarhus (som tidligere – og senere – hed Aarhus Fremad) var han udtaget som reservemålmand.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Thomas Høy, Per Krøldrup, Thomas Madsen, Morten Karlsen – Troels Jensen, Flemming Frandsen, Lasse Sigdal – David Rasmussen, Ulrik Drost og Jeppe Tengbjerg. På bænken: Tim Jensen (målmand), Anders Højlund og Ugo de Lorenzo (ikke benyttet).

Da der manglede fem minutter af kampen skete der endeligt noget for Tim. Efter et hjørnespark vrikkede Nicolas Nielsen om på anklen, og måtte lade sig udskifte. Tim nåede dårligt at få varmen, inden han og holdkammeraterne kunne lade sig hylde af de 563 tilskuere. B.93 vandt en sikker sejr på 4-0. Målscorer: Jeppe Tengbjeg (2), Lasse Sigdal (1) og David Rasmussen (1).

Det blev kun til disse fem minutter for Tim Jensen. I slutningen af foråret mistede han statussen som reservemålmand til Vedran Covic.

Tim Jensen skiftede til Fremad Amager i 2001, hvor han blev klubbens ankermand. Da Kim Drejs blev hentet i Brøndby, udlejede amerikanerne Tim til Hvidovre i 2004 (8 kampe).

Tim Jensen bor på Amager.

12. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen