Poul Andreas Joachim Jensen, født 25-11-1899 (København), forsvarsspiller, 222 kampe/26 mål (1917/32).
Spillede 30 A-landskampe/0 mål (1921/31). Poul debuterede hjemme mod Norge (3-1). Han spillede – med enkelte afbrydelser – på landsholdet de følgende 10 år.
I 1928 overtog han anførerhvervet fra klubkammeraten Fritz Tarp. En lang periode dannede Poul Jensen sammen med Harry Bendixen (AB) og Valdemar Laursen (KB) en meget stærk halfbackkæde. Samarbejdet var så godt, at de udgav bogen “Tre på Landsholdet”.
Ungdom: B93. Poul var en personlighed både på og udenfor banen. Han var en teknisk og taktisk stor spiller med en imponerende arbejdsevne og i besiddelse af en hårdhed og en jernfysik, der skabte respekt hos selv de stærkeste svenskere. Han gik ikke af vejen for noget eller nogen. Han fik kælenavnet “Pølse” pga. sin kropsbygning, der især i hans unge dage var pølseformet.
Poul Jensen vandt DM i 1927, 1929 og 1930. Han vandt desuden 10 mesterskaber: KBU-turneringen/4 gange og KBU-pokalturneringen/6 gange. Poul sad i klubbens bestyrelse (1930/36) og trænede 1. holdet (1937/40). Herudover var Poul, der var prokurist, ungdomstræner i B.93 i en lang årrække.
Han døde den 12. oktober 1991 (Amager). Han blev 91 år.
10. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

