Jensen, Michael

Michael Jensen, født 31-03-1980 (Langeskov), forsvarsspiller, 43 kampe/1 mål (2003/04).

Ungdom: B1913. Senior: B1913 (1999/02) og B.93 (2003/04).

Michael Jensen kom fra B1913 før foråret 2003. Han var en fysisk stærk forsvarsspiller, der for det meste blev benyttet som højre back.

Michael fik sin debut for B.93 som 22-årig, den 22. marts 2003, altså ni dage før han blev 23 år. Det var udekampen mod FC Aarhus (et navn Aarhus Fremad havde en periode). Kamp nummer 16 i 1. division. Efter efteråret lå B.93 som nummer 13, tre point over stregen.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Michael Jensen (debut), Sladan Peric, Jimmy Müller, Jonas Troest – Christian Brøndum, Troels Jensen, Ole Puggaard, Peter Rewers – Dennis Bo Mortensen og Peter Fensholm. På bænken: Theis F. Rasmussen (målmand), René Tengstedt, Bajram Fetai og Peter Nymann Mikkelsen (debut). Træner: Jesper Pedersen.

Det blev en fin start på 2. halvdel, idet B.93 vandt 2-0. Målscorer: Jimmy Müller og et selvmål af Jacob Fuglsang (tak).

Michael spillede 10 kampe i foråret 2003, hvor B.93 endte på 12. pladsen (ud af 16 hold). I sæsonen 2003/04 spillede Michael 26 kampe, heraf de 12 som indestarter. I efteråret 2004 blev det til de sidste syv kampe. Hans enlige mål faldt den 26. oktober 2003 i udekampen mod NFA (Nykøbing Falster Alliancen). I absolut sidste minut scorede han til slutresultatet 1-2.

Hvad der skete med Michael efter sommeren 2004 er uafklaret, så sporhundene slippes løs senere på året.

Michael Jensens mor, fru Anette Jensen (født Christensen, 18-11-1953), var landsholdsspiller i håndbold. Jensen, som hun blev kaldt, spillede 6 landskampe/1 mål i 1976 for Svendborg HK.

Michael Jensen bor på Frederiksberg, Anette i Langeskov på Fyn.

15. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen