Jasar, Mukremin

Mukremin Jasar (egentligt: Mükremin Yasar), født 20-04-1967 (Jugoslavien), angriber, 78 kampe/34 mål (1987/96).

Ungdom: B.93. Senior: B.93 (1987/88 – 37 kampe/11 mål), Fremad Amager (1989/90), Helsingør IF (26 kampe/12 mål), Frem (1992/93 – 25 kampe/7 mål), Fremad Amager (1993/94), FC København (1995 – 7 kampe/0 mål), B.93 (1995/96 – 41 kampe/23 mål), AB (1996/98), Fremad Amager (1998) og Prespa (1998/00). Han var spillende træner i Prespa.

Mukremin, eller bare ’Muk’ som han blev kaldt, var en lille teknisk spiller. Han var både lynhurtig og lynende målfarlig. Som ungdomsspiller i B.93 spillede han sammen med bl.a. Bo Nielsen (målmand), Stig Pedersen, Torben Rasmussen og Ulrik Ulriksen. Som drengespiller var han med til at vinde KBU-pokalfinalen over Brønshøj (4-0) i Idrætsparken. Hans trænere var David Christensen og senere Finn ’Ludo’ Jensen.

Som seniorspiller fik han en karriere med mange klubskifter, jfr. ovenfor. Der var bud efter den målfarlige angriber. Han nåede at optræde i Superligaen for fire forskellige klubber, Frem, Fremad Amager, FCK og AB, hvor det i alt blev til 66 kampe/16 mål (1992/97).

Muk debuterede for B.93 i næstsidste kamp i foråret 1987 (2. division), og det var med stor succes. På udebane vandt B.93 den svære kamp mod Viborg 3-2, og Muk scorede to mål.

Holdet var: Jean Jensen – Steen Larsen, Claus Mortensen, René Johansson, Tom Jensen – Johnny W. Hansen, Claus Blichfeld, Leif Funcke Nielsen – Torben Rasmussen, Mukremin Jasar og Henrik Nielsen. På bænken: Michael Dahl og Ivar Blegvad (ej benyttet). Træner: Allan Steen.

Muk præsterede, at score i de første seks turneringskampe i efterårsturneringen samme år. Da Muk spillede sin sidste kamp for B.93 ni år senere, var der ingen gengangere. Nu var det med bl.a. Jan Hoffmann, Kasper Hjulmand, Kenneth Christiansen (nu: Heiner-Møller), Thomas Høy og Daniel Jensen.

I efteråret 1995 vendte Muk tilbage til B.93. Her dannede Muk et forrygende angrebsmakkerpar med Morten B. Nielsen, der var lejet et halvt år i Brøndby. Sammen scorede de 16 mål i 11 kampe, fordelt med 9-7 i Muks favør.

Muk sluttede karrieren med et par år som spillende træner i indvandrerklubben Prespa, hvor han også markerede sig i indendørs fodbold – lige et spil for den hurtige, tekniske spiller.

22. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen