Fisnik Isaki, født 27-04-2003 (Albanien), angriber, 74 kampe/10 mål (2023/25).
Ungdom: B.93 (som 5-årig), F.C. København (2019/22) og AaB (2022/23). Senior: B.93 (2023/efterår>).
Selvom han er født i Albanien, debuterede han på det Nordmakedonske U23-landshold i 2023. Der er nogle aner og familiebånd jeg ikke har helt styr på.
Fisnik er en talentfuld spiller, udpræget venstrebenet. Han var med til at vinde DM og pokalfinalen for U-19 holdet i FCK. I en udekamp mod Silkeborg vandt FCK med 4-0 og Fisnik scorede alle målene. Altså et stort talent, som AaB gaflede da han var 18 år. Han benyttede i øvrigt Daniel Jensen som spilleragent, en god bekendt af B.93, tidligere spiller, bror til Niclas Jensen, søn af Jørgen ’Ost’ Monberg Jensen.
Fisnik Isaki, på 20 år, debuterede i sæsonens første kamp i 1. division (NordicBet Ligaen), hvor oprykkerne fra B.93 mødte nedrykkerne fra Superligaen AaB. En kamp som havde samlet hele 3.893 tilskuere på Østerbro Stadion.
Holdet var: Michael Falkesgaard (debutant) – Daniel Thøgersen (debutant), Jacob Egeris, Emil Christensen, Adullah Iqbal – Niels Morberg, Mikkel Mouritz, Nicolai Thomsen – Jeppe Erenbjerg, Jonathan Mathys og Ahmed Daghim.
Indskiftede: Andreas Heimer, Antonioe Bustamante, Emmanuel Ogude, Fisnik Isaki (debutant) og Tammer Bany. Ikke benyttet: Aris Vaporakis, Osvald Søe og Ruben Minerba. Træner: Kim Engstrøm. Efter 0-0 ved pausen tabte B.93 kampen med 0-3.
På grund af skader blev det kun til 11 kampe i efteråret. I 10 af kampene startede han på bænken og blev skiftet ind. I 3 af kampene var han på bænken uden at komme ind. Den eneste kamp han var med i fra start var den historiske pokalkamp på sydhavsøerne mod Listrup, hvor sejren blev rekordagtig 16-0. Fisik scorede to gange. Der var i øvrigt 10 forskellige målscorere.
I foråret 2024 forøgede Fisnik sit kampantal med 13 kampe, heraf de fem som indestarter og otte kampe som indskifter. I alt blev det således til 24 kampe i sæsonen 2023/24, den første i mange år i den næstbedste række 1. division.
I efteråret 2024 blev det til 16 kampe, fordelt med otte som indestarter, otte som indskifter. I tre kampe blev Fisnik siddende på bænken. Han scorede i den vigtige udekamp mod FC Roskilde (2-1). I foråret 2025 fik Fisnik mere spilletid, han spillede alle 14 kampe, og de 12 var som indestarter. I sommeren forlængede klubben hans aftale med endnu to år.
12. januar 2026 / Palle ”Banks” Jørgensen

