Finn Ilsø Larsen, født 01-09-1951 (Frederiksberg), midtbanespiller, 178 kampe/45 mål (1971/78).
Ungdom: B.93. Senior: B.93 (1971/75 – 115 kampe), Sydvest (1976), B.93 (1977/78 – 63 kampe), B1903 (1979/80) og Fremad Valby. Finn Ilsø fik en stor del af ungdomstiden ødelagt, idet han var sengeliggende i flere år med børnelammelse (Calvé-Perthes sygdom). Det var svært at forestille sig, når man så hans store løbearbejde som senior.
Faderen Kai Ilsø var en fanatisk tilhænger af B.93, og selvom familien boede i Sydhavnskvarteret, var det faderens beslutning, at begge hans drenge (Finn og Jan) skulle spille i hans elskede B.93. Finn Ilsø var en god teknisk offensiv spiller, der både kunne drible og også havde et godt skud. Han var en midtbanedynamo og en rigtig holdspiller.
Finn Ilsø debuterede på 1. holdet som 19-årig den 18. april 1971 på udebane mod FB i 3. division/øst. Holdet var: Henrik Juul – Leif Kronholm, Erling Bøje, Bernhard Deneke, Find Juhl Jensen – Finn ’Ludo’ Jensen, Niels Ole Bihlet – Kenn Hansen, Jan Højland, Jens Kolding og Poul Verner Hansen. 12-mand: Finn Ilsø. Træner: Erik Dennung. Kampen blev vundet 4-0 (Jan Højland 3, Poul Verner Hansen 1).
Fra efteråret 1971 og de kommende fire år var Finn Ilsø fast mand og indestarter. Han var med til at spille B93 op i 2. division (1972) og videre op i 1. division (1974). Efter klubbens comeback sæson til 1. division i 1975, hvor man sluttede lige over stregen, skiftede Finn Ilsø, til serieklubben Sydvest, hvor han var spillende træner.
Finn Ilsø vendte tilbage året efter (1977), hvor han spillede alle 31 kampe i 1. division. Han var også med i 1978, første år med betalt fodbold. I historiens første danske betalte kamp mødte B.93 i Idrætsparken om lørdagen (den 1. april) AGF og vandt 3-1. Der måtte nu være to på bænken, og her sad Finn Ilsø og Steen Jepsen. Efter tre kampe på bænken var Finn Ilsø indestarter i årets sidste 28 kampe, og havde derved en stor andel i den fine syvendeeplads i landets bedste række. Det indbragte Finn Ilsø en pointbonus på kr. 21.300,-.
Efter sæsonen skiftede Finn Ilsø til B1903. Det var træner Erik Dennung, der hentede ham. Allerede i foråret spillede Finn pokalfinale for B1903, der i Idrætparken vandt 1-0 over Køge. Kort tid efter var han impliceret i et grimt trafikuheld, han overså i Vasbygade en chikane og torpederede en holden lastbil. Han brækkede kæben og fik nedsat syn på det ene øje. Han fik hævet sin kontrakt med B1903 i 1980, og sluttede herefter karrieren i Fremad Valby.
Finn Ilsø vendte senere tilbage til B.93 hvor han i 90’erne spillede på veteranholdet. Som regel havde han sine små energiske sønner, Ken (årgang 1986), Nick (årgang 1989) og Marc (årgang 1994) med til kampene – og de skulle holdes i snor. Ken har været professionel fodboldspiller i bl.a. Fortuna Düsseldorf og i Singapore. Marco var børneskuespiller (Mikkel og guldkortet).
Finns lillebror Jan Ilsø (årgang 1953, død 2016) spillede 22 kampe/2 mål (1974/78) for B.93. Storebror var med i alle lillebrors kampe. Jans søn, Tim Ilsø (årgang 1976), har altid spillet i Frem (372 kampe/58 mål), bortset fra sæsonen 2003/04, hvor han var et smut i B.93 (30 kampe/6 mål).
Og i øvrigt er Tim og hans nevøer (Finns drenge) Nick, Ken og Marco fætre til Kenneth Emil Petersen (AaB/OB), der er søn af målmanden Palle Petersen, bedre kendt som Palle ’Plankeværk’, fra B1903.
6. december 2016 / Palle ”Banks” Jørgensen

