Holm, Per

Per Holm Hansen, født 05-06-1964 (København), angriber, 20 kampe/2 mål (1983/86).

Per Holm har kun spillet i B.93. Han var en ualmindelig god teknisk spiller med en ualmindelig dårlig fysik. Det var især knæet der voldte kvaler. Pers forbrug af knæbind var på niveau med Tommy Troelsen. Per var enten angriber eller offensiv midtbanespiller, helst uden defensive opgaver.

Per debuterede på 1. holdet som 18-årig. På hjemmebanen Østerbro Stadion var modstanderen Ikast i årets tredje kamp. B.93 havde fået en fin start på sæsonen i 1. division med 0-0 i Kolding og 3-1 over OB også på udebane. Træneren Erik Dennung udtalte, at han håbede, at kunne sætte stortalentet Per Holm på banen i løbet af 2. halvleg.

Holdet mod Ikast: Bo Skovbjerg – Claus Mortensen, Ole Petersen, Poul Jørgensen, Anders Levinsen – Lars Dalsborg, Kim Wolstrup, Lars Hansen, Keld Kristensen – Lars Francker og Jens Kolding. På bænken: Per Holm og John Iversen. Træner: Erik Dennung.

Årets første hjemmekamp blev skuffende tabt 0-1. Per Holm kom ind i 2. halvleg for Lars Hansen.

I 1983 og 84 spillede Per kun sporadisk kampe på 1. holdet. I 1986 var han med i de sidste otte kampe i foråret. Den sidste kamp inden den forlængede sommerpause (VM i Mexico, red.) blev spillet i Greve. Meget overraskende vandt B.93 kampen 4-1, og mindre overraskende scorede Per Holm en enkelt gang. Umiddelbart efter kampen (i omklædningsrummet) blev træneren Lars Franker noget overrasket, da han blev fyret af bestyrelsen. Jens Kampmann & Co. havde ikke forventet denne overraskende sejr (dårlig timing, red.). Det blev i øvrigt Per Holms sidste kamp på førsteholdet, og det var ikke så overraskende.

Per Holm spillede 60 kampe på 2. holdet i perioden 1983/89. Fordelingen var: 15/1983, 14/1984, 3/1986, 12/1988 og 16/1989.

Talentet Per Holm fik ikke den karriere han burde have haft. Det skide knæ.

29. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen