Alfred Volsöet Hauch, født 13-04-1876 (København), målmand, 2 kampe/0 mål (1896).
Alfred Hauch er historisk, idet han deltog i klubbens første officielle turneringskamp, søndag den 12. april 1896. Kampen, der blev spillet på Blegdamsfælleden kl. 13:00, var mod KB, og endte med et nedelag på 0-2. Begge mål blev scoret af Vilhelm Schultzer.
Holdopstillingen: 1. Alfred Hauch – 2. August Lange, 3. Peter Mikkelsen – 4. V. Neuhausen, 5. Axel Andersen Byrval, 6. Lauritz Olsen – 7. Johannes Gandil, 8. Olaf Sørensen Windinge, 9. Jacob Staal, 10. Christian Knauer og 11. Christian Arnesen.
KBU-turneringen havde kun deltagelse af AB, KB og B.93. Frem deltog ikke i årets turnering pga. dårlige resultater i sidste sæson (4 kampe/0 point, målscore 4-22). Axel Andersen Byrval og Peter Mikkelsen var derfor skiftet midlertidigt til B.93.
Ugen efter spillede B.93 mod AB, samme tid, samme sted. Kampen sluttede 3-3 efter forlænget spilletid. Efter B.93 havde ført 3-0, udlignede AB i sidste minut efter en grov fejl fra Alfred Hauch. Da man ikke opererede med uafgjort på den tid, skulle der spilles en helt ny kamp. B.93 besluttede, noget kritisabelt, ikke at medtælle kampe i klubbens statistikker. Det er nok for sent, at omgøre denne beslutning.
Alfred Hauch, der var styrmand og senere blev kaptajn i DFDS, var målmand kun i mangel af bedre, thi målmand var han egentlig ikke, snarere back. Han var en ualmindelig kraftig spiller, ikke bange for nogen eller noget; tog nødigt med hænder. Sparkede til alle de bolde, han overhovedet kunne nå at sparke til.
Alfred Hauch døde den 24. februar 1940 (Bispebjerg). Han blev 65 år.
22. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

