Poul Oluf Hansen, født 24-06-1918 (København), angriber, 53 kampe/31 mål (1937/42).
Poul O. Hansen var lillebror til den 14 måneder ældre Kaj Hansen, altså legendariske ’Lille Kaj’, en af klubbens største spillere gennem tiden. Poul O., der var et halvt hoved højere end Lille Kaj, var en målfarlig angriber. Var ofte skadet under karrieren.
Poul O. debuterede som 18-årig den 11. april 1937 i turneringskampen mod AB, hvor han erstattede Kaj Uldaler, der var skadet.
Holdet mod AB: Svend Jensen – Poul L. Hansen, Børge Holmfred – Aage Nørregaard, Henry Nielsen, Erk Sørensen – Kaj Hansen, Poul Thomasen, Carl-Helge Larsen, Poul O. Hansen og Carl Stoltz.
Der var spillet under et minut, da debutanten scorede til 1-0. AB udlignede på straffe (20. minut), men inden pausen havde Poul O. minsandten scoret endnu en gang. B.93 vandt 4-2. De øvrige mål blev scoret af ’Lille Kaj’ og Stoltz. De 8000 tilskuere blev vidne til en flot debut. Kampen blev ledet af Niels Hansen, Frem (far til Lange John).
Poul O. blev pokalhelt, da B.93 i 1941 vandt KBU-pokalfinalen over KB med 1-0. Allerede efter 10 minutter scorede han kampens eneste mål. KB-målmanden, legenden Eigil Nielsen, havde reddet en bold på stregen, men da han rejste sig op skubbede Poul O. ham ind over stregen. Skubbet var regelmenteret, og det spøjse mål blev godkendt. Det så 13.000 tilskuere og dommeren Otto Remke, AB.
Poul O. blev DM-vinder 1942. I DM-finalen blev AB blev besejret med 3-2. Poul O. var ikke med i finalen, han var blevet sat af til fordel for storebror Kaj Hansen, der havde været skadet. Kaj afgjorde reelt finalen, da han scorede til 3-1. Der var 17.000 tilskuere. Poul O. havde med 12 mål i sæsonens 13 kampe er stor andel i guldet.
Poul O. Hansen var i omkring 40 år en meget populær bademester på Badeanstalten i Sjællandsgade, hvor han havde tjenestebolig på 1.salen.
Den meget yngste bror Jørgen Arthur Hansen, årgang 1939, var en talentfuld højre wing i klubben som ungdomsspiller. Jørgen Arthur, og wingkollegaen Teddy Tange Petersen, spillede med briller. Jørgen Arthur har efter 55 år droppet brillerne efter en øjenoperation. Jørgen og Ann var ejer af Restaurant Snaren i Københavns minefelt. Ann døde i 2015 og Jørgen i 2016.
Poul O. Hansen døde den 6. maj 2001 (Lyngby). Han blev 82 år.
20. juni 2017 / Palle ”Banks” Jørgensen

