Hansen, Lars

Lars Henning Hansen (nu: Vallentin), født 13-10-1953 (Hillerød), angriber, 184 kampe/45 mål (1978/84).

Ungdom: HGI (Hillerød). Senior: HGI (1972/75), KB (1976/77), B.93 (1978/84) og HGI (1985/87 – i alt 99 kampe). Lars Hansen var en målfarlig angriber, der altid løb ualmindelig meget. På grund af hans store løbearbejde, rykkede Dennung ham tilbage på midtbanen.

Lars var ungdomsspiller i Hillerød, hvor han bl.a. spillede sammen med Michael Meyeheim, kendt fra TV. Først da Lars var 21 år skiftede han fra barndomsklubben. Det var den gammel KB-målmand Niels Hagenau, der var træner for FIF i Hillerød, som skubbede Lars ind til KB. Her blev han fast mand i 1976 + 77.

Da betalt fodbold blev indført i 1978 reagerede B.93-formanden John Andreasen hurtig, også selvom han var en af de største modstandere af pengefodbold. Klubbens første kontrakt blev indgået med KB’s lovende 24-årige centerforward Lars Hansen. Og det skulle vise sig, at være et særdeles godt køb. KB havde sovet i timen.

Lars var til et møde med John Sinding (træner) og Erling Bøje (sportschef). Disse to fik hurtigt overbevist ham om, at B.93 var stedet for ham. Det viste sig, at de havde ret. Lars kom til at føle sig lige så meget hjemme, som han havde kendt fra HGI, hvor der – i modsætning til KB – heller ikke var hverken klikker eller hierarki.

Lars blev den første målscorer i betalt fodbold overhovedet, da han scorede på hovedstød i lørdagskampen mod AGF (3-1) i Idrætsparken den 1. april 1978. For en sikkerheds skyld scorede Lars også til 2-0.

Det historiske hold: Peter Jørgensen – Gunnar Aagesen, Ole Petersen, Peter Hertz, Jan Ilsø – Ole Jensen, Find Juhl Jensen, Kim Lyshøj – Henrik Sørensen, Lars Hansen og Frank Olsen. På bænken: Finn Ilsø og Steen Jepsen.

De første fem år Lars spillede i B.93 var holdet i 1. division (bedste række). Da B.93 rykkede ned i 1983, var Lars indstillet på at stoppe, men Erik Dennung sagde, at han ikke kunne stoppe, når holdet var rykket ned. Lars tog derfor et år mere, og B.93 rykkede op igen. Og så stoppede Lars Hansen på 31 år.

Lars var ikke med i pokalfinalen i 1982 mod B1903 (3-3, efs.) pga. et brækket spoleben. Alligevel blev han pokalmester, idet omkampen (1-0) først blev spillet tre uger senere.

Lars var murer. Han var ansat hos en meget fodboldinteresseret mester, så han fik den frihed, der var behov for. Til gengæld var lønnen ikke professionel. Da det var slut med fodbolden skiftede han til en ikke sportsinteresseret murermester, her var lønnen til gengæld god.

Lars måtte stoppe i 1987 pga. tiltagende smerter, også selvom kamptallet stod på 99 i HGI. Efter at have været til en masse undersøgelser, fandt man ud af, at han havde sklerose. Han måtte stoppe som murer, og det var slut med at gå lange ture. Kørekortet er dog intakt. Det trofaste overskæg røg til storskrald i 2005. Lars bor fortsat i huset i Hillerød.

Udover at skulle slås med sin sklerose, blev Lars også ramt af kræft. Lars døde 05-11-2022 kort tid efter har var fyldt 69 år.

19. november 2022 / Palle ”Banks” Jørgensen